Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup viser i øjeblikket en stor jubilæumsudstilling, som kan ses frem til den 20. september. Udstillingen viser både den store folkefest, men også nogle af de alvorlige elementer, som et dyrskue også indeholder.

- De første dyrskuer var alvorlige ting især efter den første husdyrlov fra 1852, hvor der kom ganske store summer ind i præmiepuljerne, og samtidigt blev en god placering på dyrskuet afgørende for et dyrs rolle og fremtid som avlsdyr. Nogle af de tidlige dyrskuer, landmandsforsamlingerne, havde foruden dyrskuet også en forhandling, altså et møde hvor der blev diskuteret faglige spørgsmål, fortæller museumsinspektør Jens Aage Søndergaard og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved siden af udstillingen og bedømmelsen af dyrene kom der efterhånden også andre elementer ind - dels faglige udstillinger arrangeret af kredsen bag dyrskuet og dels salgsudstillinger, hvor det var producenter og forhandlere, der stod bag. Alt i alt et enormt arrangement, når man tænker over det.

Underholdningen har også udviklet sig. I sin tid opførte Det Kongelige Teater en forestilling på de jyske landboforeningers Ungskue. Sådan er det ikke i dag, hvor man både kan opleve mavedans og gravkoballet.

- Men dyrskuet er stadig en alvorlig ting. Det kan man opleve, når man besøger de tilbageværende dyrskuer - de er landbrugets udstillingsvindue ud til det øvrige samfund, siger Jens Aage Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen