Abonnementsartikel

- De ansatte er firmaets kerne, siger indehaveren af Snertinge Maskinforretning, Lars Pedersen

- Vi gør ikke så meget i titler her på stedet. Det er vigtigere, at folk kan deres kram og samtidigt forstår, at forretningen her er deres virksomhed. De gør den til det, den er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordene kommer fra Lars Pedersen, der er indehaver af Snertinge Maskinforretning på Vestsjælland, hvor man blandt andet sælger traktorer og mejetærskere fra Deutz Fahr. Maskiner fra Maskinhandler indkøbsringen fylder også godt op på gårdspladsen. Desuden har firmaet for nylig fået forhandlingen af Krones produkter.

- Jeg er superglad for mit personale.  Folkene bærer virkelig forretningen og tegner dens ansigt udadtil, siger han.

Han nævner i den forbindelse sin kollega i salgsafdelingen Jørgen Jørgensen, der er et kendt navn i landbrugskredse, og Flemming Larsen, der står for værkstedet.

- Når kundernes maskiner går i stykker, vil de snakke med Flemming. De ved, at han har stor erfaring og kan skrue i stort set alt, siger Lars Pedersen og tilføjer, at værkstedet beskæftiger syv mand.

Alle kender deres ansvar

Hans kone Jette styrer kontoret og regnskaber, mens Carsten Vendelbo er ansvarlig for butik og reservedele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle kender sine ansvarsområder, og det gør det lettere at være chef, siger Lars Pedersen, der har 14 ansatte.

Tidligere har firmaet haft op til 26 medarbejdere, og i de rigtigt gode år har Snertinge Maskinforretning også haft en produktion af egne specialmaskiner.

- Dengang var vi to ejere af firmaet og vi havde hver vores idé om, hvad vi skulle lave. Men vi blev enige om at gå hver vores vej, så jeg købte min daværende partner ud i 1999, fortæller Lars Pedersen, der oprindeligt er uddannet landmand, men senere supplerede med en handelsuddannelse.

Han har gennem årene slanket virksomheden, hvilket har haft den fordel, at Snertinge Maskinforretning er sluppet nådigt gennem de seneste års finanskrise.

Nye forretningsområder

Ifølge Lars Pedersen har en nedgang i salget betydet enkelte afskedigelser, men han ser ikke negativt på fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kommende årsregnskab ser fornuftigt ud, og da vi hele tiden arbejder på at forbedre vores service og finde nye forretningsområder, ser jeg ingen grund til sortsyn.

Han nævner som eksempel på andre forretningsområder, at Snertinge Maskinforretning netop har solgt en stribe af McConnels rabatklippere til entreprenørfirmaet Arkil A/S.

- De rabatklippere, Arkil normalt arbejder med, kører fire til fem kilometer i timen. McConnels kan køre 17 kilometer i timen, og da folkene fra Arkil så det, var handlen nærmest i hus, siger Lars Pedersen.

Han mener, at kundeservice på værkstedet er altafgørende for en maskinhandel.

- Klokken og kalenderen kommer i anden række, når kunderne løber ind i problemer. Opgaven handler om at få kunden ud at køre så hurtigt som muligt, fastslår han og tilføjer, at folkene på værkstedet i høj grad selv tilrettelægger deres arbejde, så kunderne altid kan få hjælp - uanset tidspunkt.