Abonnementsartikel

Vestjysk Landboforening vil skyde 125.000 kroner i et nyt selskab for bioenergi

De vestjyske landmænd står klar, når aktieselskabet for Bioenergi Vest A/S efter al sandsynlighed allerede i år bliver en realitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Vestjysk Landboforening er det en enig landbo-bestyrelse, der på sit seneste møde har valgt at skyde 125.000 kroner i den kommunale vision om alternativ energi.

 - Landbruget ser bio-tiltaget som en fælles gevinst for både by og land, hvor produktion af biogas gør det muligt at bevare et landbrugserhverv og samtidig åbner for en produktionsniche, siger Søren Christensen, der er formand for Vestjysk Landboforening.

Han forklarer, at det er planen, at 80 procent af den husdyrgødning, der er i kommunen, som udgangspunkt fremover skal anvendes til biogas i 40-60 nyopførte biogasanlæg strategisk placeret i kommunen.

Det betyder, at den vestjyske storkommune om senest 10 år vil være i stand til at producere 100 millioner kubikmeter biogas, hvilket vil erstatte brugen af 100.000 ton olie.

Landbrugets overlevelse

Biogas-projektet er en del af landbrugets overlevelse i det vestjyske, og Vestjysk Landboforening støtter derfor kommunens ambitioner om at være selvforsynende med alternativ energi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men produktion af biogas skal ud over at gøre os uafhængige af olien, også gerne blive en forretning for landbruget, fastslår Søren Christensen. Han peger blandt andet på, at vestjysk landmænd allerede er godt foran i bestræbelserne med at producere vedvarende alternativ energi.

- Allerede i år bliver der tilplantet 500 hektar med energi-pil til brug som alternativ brændsel, siger han.

Aktiekapitalen i det nye selskab er på 500.000 kroner, hvoraf kommunen støtter med halvdelen, mens resten fordeles mellem landbruget og erhvervsrådet.