Abonnementsartikel

I feriesæsonen summer det af liv på kvæggården Stensbæk Hovedgård i Vendsyssel

Her i vintertiden er der stille på den nordjyske gård Stensbæk Hovedgård. Margit og Carl Erik Jensen nusser om kørene i den nye kostald, mens medhjælperen tager sig af opdrættet i den gamle stald.

Men når feriesæsonen starter hen i maj/juni måned, bliver der en uro og leben overalt på gården.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I maj måned kommer de første gæster. Det er et par skoleklasser, der kombinerer lejrskole og forståelsespraktik på en landbrugsejendom.

- I sommerperioden kan vi rede op til cirka 33 overnattende gæster inklusive børn, men så må vi også selv sove bag vaskemaskinen, siger Margit Jensen med et smil.

På Stensbæk Hovedgård tilbydes der to ferieformer, nemlig enten Bondegårdsferie, hvor gæsterne spiser morgenmad og aftensmad sammen med familien, eller Ferie på Landet, hvor gæsterne selv laver mad i deres lejligheder.

- Før i tiden havde vi et skilt ned ved vejen, og da var det hovedsagelig tyskere, der kom på besøg. Nu er vi kommet med i et fælles katalog over landboturisme, Bondegårdsferie og Ferie på landet. Kataloget kan man også finde på internettet på adressen www.bondegaardsferie.dk

- Kataloget har været medvirkende til, at gæsterne nu fortrinsvis er danskere og for det meste fra Sjælland, forklarer Margit Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Næsten som at være på ferie

De fleste ferierende kommer for at få et indtryk af et moderne, dansk landbrug, og de er med overalt i bedriften.

- Det er virkelig spændende hver gang, der kommer nye besøgende. I starten er de fleste ret reserverede, men hurtigt tvinger deres nysgerrighed dem rundt på gården.

- Her er de med til alt lige fra kælvninger til slagt, og vi får nogle gode diskussioner. Når de har set og er blevet fortalt om vores hverdag og produktion, forstår de som regel vi landmænds situation, siger Carl Erik Jensen. Han synes, at det er næsten lige så spændende at have feriegæster som selv at komme på ferie.

Mange af gæsterne er gengangere, der kommer år efter år, og nogle kommer endda flere gange om året for at opleve livet på landet.

Ferie for kvægbrugere

- Med den nye stald kan vi tilbyde en ny ferieform for landmænd, der går og spekulerer på, om malkerobotter er noget for dem, siger Margit Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De kan komme her en uges tid og få lov til at prøve at passe køer, der malkes med robot.

- Det indebærer en anden dagsrytme, hvor man ikke nødvendigvis skal stå op klokken fem hver morgen.

- Til gengæld kan man også blive vækket af en alarm midt om natten, siger Margit Jensen.