Abonnementsartikel

Mange polske landmænd har kun råd til brugte maskiner, men de polske maskinforretninger følger med i den teknologiske udvikling

En spinkel, polsk dame var i januar i Danmark på Agromek-besøg. Umiddelbart er man ikke tilbøjelig til at sætte hende i forbindelse med brølende maskiner med flere hundrede hestekræfter.

Ewa Skrzypczak, som damen hedder, er medejer af andelsselskabet Agromarket sammen med sin mand og dennes bror.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det polske familieforetagende sælger maskiner og reservedele til landbruget i den vestlige del af landet.

Agromarket har blandt andet indgået en aftale med Same Deutsch-Fahr om at sælge de maskiner, som traktorgiganten monterer på fabrikken i Polen. Aftalen gælder salget på det polske hjemmemarked, hvor andelsfirmaet også samarbejder med enkelte danske maskinfabrikker.

Agromarket blev grundlagt i 1993 og holder til i den vestlige del af Polen. Det er et område, som er præget af større, dynamiske landbrug i stadig udvikling, mens der i det østlige Polen primært er mange små bedrifter.

Svære tider

- Den gennemsnitlige landbrugsbedrift er på fem til syv ha i hele Polen. Vores kunder har bedrifter i størrelsen 30 til 50 ha, som er typiske landbrug i regionen, siger Ewa Skrzypczak.

- Det er meget hårdt at drive landbrug i Polen. Selvom den polske stat hjælper os økonomisk, er det ikke noget, vi kan mærke, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun fremhæver, at den kredit der gives til landmænd, løber op til tre år, og det er for kort tid, mener hun.

Ewa Skrzypczak ser dog lyst på udviklingen i det vestlige Polen, der præges af større, effektive landbrugsbedrifter.

Derimod frygter hun for, hvor galt det kan gå i den østlige del af landet. Ikke mindst når Polen træder ind i EU-samarbejdet, hvor hun tror de helt små familielandbrug vil drukne blandt EU-landenes langt mere udviklede bedrifter.

- Udviklingen i det polske landbrug har været i økonomisk fremgang i 1990"erne men er nu faldende fordi landbruget mangler penge, siger hun.

Følger med udviklingen

Ewa Skrzypczak var på Agromek i januar for at få et indblik i den seneste udvikling inden for landbrugsmaskiner og -udstyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Branchen i Danmark er indstillet på store brug, siger hun, og hentyder dermed til, at der er betydelige forskelle i det polske og det danske landbrug.

Det er forskelle der gør, at det kan være vanskeligt for de danske virksomheder, at markedsføre sig i Polen.

De polske landmænds trængte økonomi gør, at kun få har midler nok til at købe nye maskiner og nyt udstyr.

Derfor er der et stort marked for brugte maskiner på det polske marked.

- Den polske maskinbranchen har det svært. Der er for eksempel så mange forskellige plov-mærker, at det kan være meget svært at skaffe de rigtige reservedele, siger Ewa Skrzypczak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De polske landmænd bruger mange penge på reservedele, fordi de enkelte dele ofte bliver slidt ned hurtigt, fortæller Ewa Skrzypczak.