Abonnementsartikel

Irland og Italien giver mest i kompensation

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har annonceret over for EU-kommissionen, at danske landmænd får dækket 20 procent af produktionstabet, når der konstateres BSE i besætningen, mens de resterende 80 procent dækkes af promilleafgiftsfonden.

De 20 procent indkomsttab er på ejerens egen regning, hvis der blot er tale om restriktioner og ikke om destruktion af dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske ordning er imidlertid en del af de almindelige regler.

Videre skal promilleafgiftsfonden betale for øget forskning og udvikling, uddannelse, forebyggelse og sygdomsbekæmpelse.

Slagterier kan få EU-medfinansieret tilskud til forbedret BSE-håndtering efter den gældende lovgivning.

Endelig er der under betegnelsen "forskning og udvikling" et ikke angivet beløb til projekter, som kan understøtte en omlægning af landbrugsproduktionen.

Irland topper

Irland topper med udgifter og kompensation på 1,4 mia. kr. frem til 30. juni på den liste, Europakommissionen fremlagde på ministerrådsmødet i sidste uge over de enkelte landes støtteordninger i forbindelse med BSE.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nr. to er Italien med 1,1 mia. kr., der bl.a. omfatter indkomsthjælp.

De øvrige landes samlede udgifter er sværere at gøre op.

I Frankrig er der tale om indkomststøtte både til landmænd og slagterier.

BSE-prøverne betales 100 pct. i Belgien, Holland og Luxembourg samt Finland og Sverige.

2,5 mio. pr. BSE-besætning

Ritt Bjerregaard oplyser over for fødevareudvalget, at de statslige udgifter som følge af BSE-krisen udgør 37 mio. kr. til kontrol, administration, nye laboratorier samt markedsstøtte, forskning og udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Videre skal Danmark betale ca. to pct. af de samlede EU-udgifter til markedsforanstaltninger i 2001, hvilket er ca. 150 mio. kr., og det vil sandsynligvis stige med de seneste forslag.

Endelig vil erstatninger for nedslagtet kvæg udgøre ca. 25 mio. kr., hvis der er 10 tilfælde.