Abonnementsartikel

Den danske fødevareminister foreslår en bagatelgrænse for indholdet af genmodificerede stoffer i foder

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har nu opfordret EU-kommissær David Byrne til at fremsætte et forslag om regulering af genmodificeret foder så hurtigt som muligt.

Ritt Bjerregaard vil snarest muligt indkalde landbruget til en drøftelse om en frivillig aftale om at droppe foder, der indeholder gensplejset soja.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den tanke kan fødevareministeren godt opgive. Det siger 2. viceformand i Landbrugsraadet, Hans Bang-Hansen, ifølge Jyllands-Posten.

- Gensplejset foder er gennemprøvet og godkendt, og der er ingen risiko ved at bruge det, fordi det ikke går videre i kødet på de dyr, der fodres med det, siger Hans Bang-Hansen.

Ifølge Ritt Bjerregaard er der ikke nogen der kender konsekvenserne på lang sigt for de dyr, der fodres med genmodificeret foder eller for de mennesker, der spiser animalske produkter fra dyr, der har fået genmodificeret foder.

- Det er et område, der kræver stor opmærksomhed, siger hun.

Ritt Bjerregaard foreslår, at aftalen kunne ligne den frivillige aftale i Sverige, hvor foderstoffer med et indhold af genmodificerede stoffer på over en bagatelgrænse på 1,0 pct. ikke anvendes, skriver Jyllands-Posten.