Abonnementsartikel

John Deeres konstruktører har investeret en masse tid og kræfter for at hæve standarden for betjening og kørekomfort i de nye teleskoplæssere

Amerikanske John Deere har udviklet en ny serie teleskoplæssere i den karakteristiske grønne farve. Nelleman Agro, der importerer John Deere-produkter, er nu ved at introducere de nye teleskoplæssere på det danske marked. Blandt andet blev model 3200 vist for forhandlere og kunder på LIB 2000-udstillingen i Fredericia.

Serien består af model 3200 og 3400 med løftehøjder på henholdsvis 5,62 meter og 7,0 meter. Den maksimale løftekapacitet for model 3200 er 2.800 kg, mens model 3400 kan løfte 3.000 kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rækkevidden for de to modeller er henholdsvis 3,11 meter og 3, 93 meter. Den maksimale løftekapacitet er 1.500 kg ved den maksimale rækkevidde.

Teleskoplæsserne er udstyret med certificerede John Deere 4045TF Powertech landbrugs-motorer på 4,5 liter. Den maksimale effekt ligger ved 2.100 omdrejninger pr. minut og er 80,7 kW/110 hk.

Nye design-værktøjer

John Deere har benyttet flere nye værktøjer ved udvikling og afprøvning af 3000-serien. Det er for eksempel 3D-computerdesign af hele maskinen, statisk stress-analyse af designet og trætheds-analyse for den samlede konstruktion.

Desuden har man brugt en accelereret simulation af belastningerne på den komplette fysiske maskine. Det foregår ved at sætte en maskine i den specielt udviklede prøvebænk og foretage en fysisk afprøvning af den, hvorefter det er muligt at bedømme holdbarheden af alle delkomponenterne, oplyser Nellemann.

Konstruktion

Chassisrammen på modellerne består af 20 og 30 millimeter tykke stålplader, der er samlet til en stiv og kraftig enhed, hvor belastningen fordeles i hele rammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fire stålplader af variable tykkelser udgør bommen. Denne metode optimerer ifølge Nellemann placeringen af det kraftigste materiale til de steder, hvor belastningen er størst.

"Z-bar"-forbindelsen er placeret inde i bom-enden og giver blandt andet en totalvinkel på 157 grader for tipning og aflæsning.

Redskabsbeslaget på John Deeres nye teleskoplæssere er udstyret med de patenterede koniske tap profiler. Det fjerner risikoen for knækkede tappe og bukkede redskabsøjer, oplyser Nellemann.

Redskabet passer desuden til alle Matbro og John Deere 4000-redskaber uden nogen form for modifikationer.

John Deeres konstruktører har bestræbt sig på at hæve standarden for betjening og førerkomfort. Hver eneste detalje er blevet nøje gennemgået for at forbedre ergonomi, udsyn, sikkerhed og rummelighed. Ifølge Nellemann har det blandt andet bevirket, at lydniveauet i førerhuset maksimalt når op på 73 dB.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det multi-justérbare sæde i førerhuset er med sikkerhedssele, og teleskoplæsserne kan leveres med et luftaffjedret sæde. Desuden er der et kraftigt varmeapparat og en blæser, der giver varme og frisk luft. Det er muligt at monteret et aircondition-anlæg, oplyser Nellemann.