Abonnementsartikel

Ny sprøjte fra Hardi med en beholder på 3.400 liter kører nu på danske kartoffelmarker

Holbæk Agro Center har netop leveret den første selvkørende Hardi Alpha Twin Force 3.400 liter marksprøjte til gårdejer Karl Strandhauge, Aspagården ved Fårevejle.

Alpha"en er udstyret med en 28 meter Twin Force bom med to blæsere. Den selvkørende sprøjte skal blandt andet sprøjte Aspagårdens store areal med kartofler rettidigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nyudviklede sprøjte er den første i serien med beholderstørrelser på 3.400 og 4.100 liter, der følger det samme koncept som de tidligere Alpha"er.

Sprøjten har en jævn vægtfordeling i både tom og fyldt tilstand. Den har stor frihøjde og affjedrede aksler, der tillader høj sprøjtehastighed.

Den hydrostatiske transmission med fire Poclain to-hastighedsmotorer samt firehjulsstyring med automatisk ligestilling af baghjulene, øger sprøjtens manøvredygtighed, oplyser salgsdirektør Jens Brylle, Hardi Skandinavien.

Sprøjtecomputer

Der er panoramaudsyn fra kabinen, som er udstyret med luftaffjedret sæde med integreret joystick til styring af sprøjtefunktionerne. Der er også varme- og ventilationsanlæg samt aircondition.

Endvidere er maskinen udstyret med Hardi"s nye sprøjtecomputer, Nova, hvor der blandt de mange funktioner er automatisk indstilling af luftmængde og vinkling af Twin systemet under frem- og tilbagekørsel i marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den selvkørende sprøjte er udstyret med en seks cylindret Deutz motor på 191 hk.

I Frankrig er man langt fremme i brugen af selvkørende sprøjter, og det er naturligvis årsagen til, at Hardi har valgt at lægge sin produktion her.

- Franskmændene mener, at effektiviteten i marken er op til 25 pct. højere med en selvkørende sprøjte, når der sammenlignes med en kombination af traktor og bugseret sprøjte, fortæller Jens Brylle.