Abonnementsartikel

Miljøministeriet har sat Naturrådet til at undersøge befolkningens natursyn.

Miljøministeriet har netop udpeget Naturrådet til at undersøge hr. og fru Jensens syn på den danske natur.

Et af spørgsmålene er, hvorfor der er så langt mellem folks holdninger og handlinger. Naturrådet blev nedsat af miljøministeren i 1998, og sidste sommer udgav rådet en stor vismandsrapport: Dansk naturpolitik – visioner og anbefalinger. Rådets formål er bl.a. at skabe debat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holdning og handling

- Det skal ikke bare være en kvantitativ undersøgelse af befolkningens holdninger til forskellige spørgsmål. Vi ved jo, at der ofte er langt mellem hvad folk siger, og hvad de så reelt gør i praksis.

- Mange siger f.eks., at de ønsker, at fødevareproduktionen sker i respekt for naturen, og samtidig vil de have billige fødevarer.

- Det er et typisk modsætningsfyldt syn, forklarer John Holten, som er daglig leder af Naturrådets sekretariat og fortsætter:

- Udover de kvantitative undersøgelser vil vi lave kvalitative undersøgelse i form af dybdegående interviews og dialoger eller samtaler, hvor deltagerne får mulighed for at diskutere holdninger.

Undersøgelsen forventes afsluttet om ca. halvandet år. Til opgaven er afsat to millioner kr. på Finansloven, og den foreløbige arbejdstitel er "Natur og menneske – menneske og natur. En undersøgelse af befolkningens modsætningsfyldte holdninger til naturen".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Måling af bløde værdier

Naturrådets vismænd består af fire professorer på naturområdet:

Der er dermed lagt op til, at det er folk med naturvidenskabelig baggrund, som skal udforme en befolkningsundersøgelse om holdninger og bløde værdier.

Befolkningens holdninger

- Der er ingen tvivl om, at Naturrådet kommer til at præge projektet, men det er der vel ingen problemer i – det er jo ikke Naturrådets holdninger, vi skal have frem i undersøgelsen, det er befolkningens, siger John Holten og fortsætter:

- Jeg er overbevist om, at vi sagtens kan håndtere den opgave på en videnskabelig acceptabel måde. Grunden til, at vi overhovedet har lagt billet ind på opgaven, er en intern diskussion i Naturrådet om den problemstilling, at Miljøministeriet ofte støder ind i modstand hos befolkningen, når de præsenterer gode initiativer.

- Spørgsmålet er, om det er præsentationsformen eller indholdet, befolkningen er i mod. Intentionerne er der jo sjældent uenighed om, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

John Holten understreger, at det ikke er Naturrådets sekretariat, der skal gennemføre opinionsundersøgelserne, og at det er meningen, at Miljøministeriets forskningsinstitutioner skal inddrages i arbejdet.