Abonnementsartikel

Nye overenskomster for mejeribrugets ansatte og slagteriarbejderne sendes nu til afstemning

Efter et par døgns intense forhandlinger er Slagteriernes Arbejdsgiverforening og NNF (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet) blevet enige om et nyt overenskomstforlig for landets godt 15.000 slagteriarbejdere.

Dermed er en konflikt på slagterierne undgået – i hvert fald i første omgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et flertal på 82 pct. af slagteriarbejderne stemte det første overenskomstforslag ned, og forligsmanden bad derfor parterne om at gå til forhandlingsbordet igen.

Den nye overenskomst er toårig mod fireårig i det første forslag, og giver slagteriarbejderne en lønstigning på 4,60 kroner det første år og 4,19 kroner det andet år.

Parterne blev desuden enige om, at de i overenskomstperioden skal udarbejde såkaldte teknologiaftaler inden for områderne opskæring, udbening og forædling, oplyser NNF.

Teknologiaftalerne har til formål at sikre, at akkorderne ikke udhules, når der indføres ny teknik.

Forslaget til ny overenskomst sendes nu til afstemning blandt slagteriarbejderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mejeribruget

Der er også blevet indgået overenskomst for mejeribrugets 7.500 ansatte, som er medlemmer af de fire fagforbund SiD, NNF, Kvindeligt Arbejder Forbund (KAD) og Mejeristerne.

Overenskomsten blev indgået med Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og er fireårig. Mejeribrugets ansatte kan nu se frem til en lønstigning på 2,4 pct. (4,15 kroner), og de efterfølgende år stigninger på 2,5 pct., 2,6 pct. og 2,75 pct.

Men de 7.500 ansatte kan også se frem til to ekstra feriedage samt en fridag på juleaftensdag. Samtidig stiger pensionen med 0,6 pct. om året over de næste fire år, oplyser SiD.

Forhandlingsresultatet skal nu til afstemning blandt mejeribrugets ansatte, inden overenskomsten er vedtaget.