Abonnementsartikel

Danmark forsøger nu at overbevise amerikanerne om, at de danske veterinære forhold fortsat er i top

De amerikanske myndigheder besluttede tirsdag at stoppe al import af kød og andre animalske landbrugsprodukter fra Europa, efter at der nu er konstateret mund- og klovesyge i Frankrig.

Forbudet rammer Danmark hårdt, og det vil gå hårdest ud over produktionen af svinekød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske Slagterier arbejder nu på at overbevise de amerikanske myndigheder om, at de fortsat kan have tillid til den danske veterinærkontrol. Blandt andet tager den danske veterinærdirektør kontakt med den amerikanske veterinærdirektør.

På den måde håber man at kunne begrænse de økonomiske følger af det amerikanske importforbud.

- Hvor omfattende konsekvenserne bliver afhænger af hvor lang tid forbudet, der foreløbig er sat til 14 dage, varer, siger Bent Claudi Lassen, formand i Danske Slagterier.

- Importstoppet kan få konsekvenser for svinenoteringen. Der skal ikke så meget til at påvirke priserne, især hvis USA"s importforbud fortsætter ud over de 14 dage, siger Bent Claudi Lassen.

Lavere priser

Det kød, der ellers var tiltænkt det amerikanske marked, skal nu omdirigeres til andre markeder. Og det betyder formentlig lavere afsætningspriser, fortæller Bent Claudi Lassen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i første omgang vil Danske Slagterier afvente situationen, indtil det står klart, om importstoppet fortsætter ud over de 14 dage.

Danmark eksporterede cirka 55.000 tons svinekød til USA i 1999, hvilket svarer til en værdi af 1,1 milliarder kroner.

Ifølge en prognose fra Danske Slagterier har den danske eksport til USA været stigende i 2000, hvor man forventede en eksport af 65.000 tons svinekød til en værdi af 1,6 milliarder kroner.

De danske svineprodukter udgjorde i 1999 mere end 70 pct. af USA"s samlede import fra EU-landene.

De amerikanske forbrugere sætter især tænderne i benprodukter fra danske svin, der ender som grillede spareribs, ligesom skinker og konserves også havner på markedet i USA.