Den danske stats udgifter til en obligatorisk opkøbsordning af BSE-fri kreaturer over 30 måneder med 30 pct. national finansiering bliver noget lavere end tidligere skønnet.
Fødevareministeriets seneste vurdering lyder på knap 50 mio. kroner, hvis kødet oplagres.
Fødevareminister Ritt Bjerregaard har nævnt tal fra 120 mio. kroner stigende op til 170 mio. kroner. Forskellen skyldes ændringer i landbrugskommissær Franz Fischlers udkast.
- Vi har ingen sikkerhed for, at det ender på det beløb, siger fødevareminister Ritt Bjerregaard om skønnet på 44-49 mio. kroner til opkøb og oplagring. Udgifterne vil blive yderligere 16 mio. kroner lavere, hvis kødet destrueres.
Både ministeren og embedsmænd understreger, at ministeriets beregninger bygger på, hvad man "tror" om det forslag, kommissionen skal fremlægge senest fredag den 16. marts, når forvaltningskomitéen for oksekød mødes. Forslaget er på forhånd vedtaget, medmindre der er et kvalificeret flertal imod.
Forudsætninger
En af forudsætningerne for det lavere skøn er, at Danmark skal fjerne 2,16 procent af sin oksekødproduktion eller 4.860 ton fra den 1. april og året ud. De 2,16 procent svarer til Danmarks andel af af EU"s produktion.
Desuden inkluderer kommissionen nu slagteudgifterne i opkøbet, der skal foregå i licitation til en fast pris, hvilket også nedsætter statens udgifter.
Der skal fastsættes en udløsningspris, men den fastsættes særskilt for de enkelte lande og ikke samlet for hele EU.
Producenterne står til at tabe cirka 50 mio. kroner i lavere udbetalte præmier, vurderer ministeriet. Til gengæld kan fjernelsen af loftet for intervention veje den anden vej, idet markedsprisen på oksekød holdes oppe.
Landbrugsrådet og Kødbranchens Fællesråd advarer om, at en sænkning af belægningsgraden fra 2,0 storkreaturer pr. ha til 1,8 samt genindførelse af 90 dyrs loftet vil opmuntre til yderligere eksport af kalve.
EU"s landbrugsministre mødes igen mandag den 19. marts. Danmark sår stærk tvivl om forvaltningskomitéens ret til at pålægge de enkelte lande sådanne udgifter.





