Mund- og klovesygen har stået på i fire uger i Storbritannien, men der skulle kun en enkelt syg kvægbesætning i Frankrig til at udløse blokader.

Lande over hele verden har nu lukket deres grænser midlertidigt for europæiske dyr og fødevarer af frygt for at få den smitsomme mund- og klovesyge. Selv korn er i visse lande ramt af blokade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge dagbladet Aktuelt har flere end 14 lande uden for EU i løbet af onsdag den 15. marts taget forholdsregler mod hele eller dele af EU. Det er blandt andet USA, Canada, Norge, Schweiz, Australien, New Zealand, Mexico, Ungarn og Sydkorea, der har valgt at udvide deres forbud fra at gælde udelukkende for Storbritannien til at gælde for samtlige EU-lande.

Fire lande – Marokko, Tunesien, Slovakiet og Ungarn – forbyder ifølge EU-Kommissionen også import af korn fra EU for at hindre smitte i at sprede sig i staldene via foderet.

Denne handling blev straks fordømt som uden videnskabelig belæg af en talsmand for kommissionen, fordi korn ikke kan bære smitten.

Kommissionen anerkender andre landes frygt for, at sygdommen kan sprede sig, men EU ser gerne, at ekstra sikkerhedsforanstaltninger tages med fornuften i behold.

Argentina ramt

Japans blokade af kød fra områder af EU omfatter dog ikke Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

USA vil ikke ophæve importforbuddet mod kød fra EU, før mund- og klovesyge i Storbritannien og Frankrig er bekæmpet, oplyser det amerikanske landbrugsministerium. Canada erklærer dog, at man vil genoverveje forbuddet inden for to uger, skriver DR Nyheder.

Dansk svinekød udgør 70 pct. af EU"s samlede svineeksport til USA og Canada. Alene til USA står danske svineproducenter for en eksport til en værdi af over 1,1 milliarder kroner.

I Argentina bekræfter myndighederne nu det første tilfælde af mund- og klovesyge, og myndighederne venter yderligere sygdomsudbrud, skriver det amerikanske MSNBC News. Argentina er verdens femte største kødeksportør.

Der blev onsdag konstateret 28 nye tilfælde af mund- og klovesyge i Storbritannien. Det samlede antal er nu oppe på 232, oplyser de britiske myndigheder. Omkring 150.000 dyr er nu slået ned, mens endnu cirka 60.000 venter på, at det bliver deres tur.