Filtrering af brændstof, olie og andre væsker hører med i vedligeholdelsen af enhver maskine. Filterteknik A/S har specialiseret sig i filtre til blandt andet entreprenørmaskiner og har gennem en årrække tilbudt sine kunder at oprette profiler på deres maskiner i online-systemet Lekang Filtersystem.

Her kan kunden oprette en profil for hver enkelt maskine, han har. Maskinen vælges i et maskinkatalog, hvorefter systemet automatisk finder de filtre, som maskinen skal bruge, så det bliver nemt at få overblik og bestille nye filtre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag benyttes systemet af cirka 7000 kunder i Danmark, Norge og Sverige.

Næste skridt

Men den 1. maj tages det næste skridt i udbygningen af systemet, som derefter ikke begrænser sig til filtre.

- Faktisk er der nu ikke længere nogen grænser. Systemet kan nu anvendes til samtlige reservedele på en maskine, forklarer salgskonsulent Kent Fogemann fra Filterteknik A/S.

Han tilføjer, at systemet også har en kalenderfunktion, der automatisk genererer en reminder i form af et pop-up-vindue, når det er tid til et serviceeftersyn eller en udskifnting.

- Formålet med udbygningen er at give kunden det fulde overblik over vedligeholdelsen af hver enkelt af sine maskiner, siger Kent Fogemann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet er online med Filtertekniks database på 5000 varenumre. Hvad de øvrige maskindata angår, så skal disse tastes ind af kunden selv. F.eks. i form af reservedelsnumre, skifteintervaller og serviceintervaller.

- Men disse data skal jo kun indtastes én gang. Herefter har man det hele samlet i sin maskinprofil, hvilket giver fuldt overblik over maskinens vedligeholdelse.

Kent Fogemann tilføjer, at han glæder sig til at demonstrere systemet på E&H-messen, og at dette system foreløbig er den eneste af sin art i den europæiske filter-branche.

Alle slags filtre

På messen vil Filterteknik A/S selvfølgelig også udstille et udvalg af sine fysiske produkter, der tæller alle slags filtre til maskiner inden for anlæg, landbrug og industri.

Det gælder ikke mindst oliefiltre, hvor det er Fleetguards og Cummins-produkter, der er på paletten. Samme producent leverer også brændstoffiltre, som i dag skal leve op til højere krav end tidligere, fordi trykket i indsprøjtningssystemerne er vokset i takt med miljøkravene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også brugen af biodiesel stiller højere krav til filtrene, fordi der er større risiko for bakterievækst i biobrændstoffet.

Store mængder luft

En dieselmotor på 16-liters slagvolumen kan bruge over 40.000 liter luft i minuttet. I støvede miljøer vil dette stille krav til filtrering af luften.

Filterteknik har derfor også luftfiltre som en del af programmet samt tilhørende udstyr som forcykloner, filterhuse, indikatorer, bøjninger og reduktioner.

- Ved tilvalg af en korrekt dimensioneret forcyklon vil man kunne øge levetiden af sine luftfiltre betydeligt, lyder det fra Kent Fogemann.

Motorernes kølevandssystemer er et andet ømfindtligt punkt, der i følge Filterteknik bør ofres en del opmærksomhed. Kølevand hindrer korrosion og erosion af cylinderforinger samt beskytter vandpumpen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men vedligeholdelsen af kølesystemet behøver ikke at være tidkrævende. Kølevæsken ES Compleat kan benyttes i alle kølesystemer og er blandbar med alle kølevæsker. Sammen med kølevandsfilter og en årlig tilsætning af ES Extender har den ubegrænset levetid.