EU-kommissionens nye forslag til strammere regler for dyretransporter vil øge omkostningerne med mellem tre og fem procent, oplyser forbruger- og sundhedskommissær David Byrne.

Han sigter på, at de nye normer for transport af grise, får, heste og geder gælder fra januar 2002 for nye lastbiler og fra 2004 for eksisterende vogntog, der anvendes til lange dyretransporter på over otte timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er tale om skærpelser af 1998-forordningen med hensyn til udluftning og til overvågning af temperatur og fugtighed.

- Lange transporter bør snarere være undtagelsen end reglen, erklærer David Byrne og tilføjer, at kommissionen ser alvorligt på problemet med dyretransporter. Det er et af emnerne i EU"s næste forskningsprogram 2003-2006 for levnedsmidler

Han tilføjer, at fordyrelsen på 3-5 procent opvejes af færre dødsfald, og at dyrene når frem i bedre stand.

Bedre kontrol

Senere på året vil kommissionen foreslår stramninger i selve dyretransportdirektivet, der bl.a. vil medføre en bedre kontrol med de enkelte husdyrtransporter.

Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Polen har gjort de vigtigste regler om EU-dyretransportregler til national lov, og David Byrne er - som det diplomatisk erklæres - "overbevist om, at de øvrige kandidatlande vil følge dette eksempel i nær fremtid".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Europarådet arbejder også med en revision af konventionen fra 1968 om dyrebeskyttelse i forbindelse med internationale transporter. Det ser David Byrne som en løftestang for omfattende og ensartede regler i hele Europa.

Faldende transport

EU-kommissionen siger i øvrigt i forbindelse med mund- og klovsyge, at transport af levende husdyr er et faldende veterinært problem.

For det første betyder kølevogne, at transport af levende dyr er stadig faldende. For det andet er smitterisikoen ved transport af levende dyr minimeret bl.a. ved regler om "no exit" og certifikater. Endelig vil der ifølge kommissionen altid være behov for transport over lange distancer af specialdyr.

Sidste år blev halvanden million danske grise og over et halvt hundrede tusind kalve transporteret sydpå til opfedning.