Den tyske virksomhed Wirtgen købte knuserproducenten Kleemann for fem år siden, og for tre år siden begyndte Wirtgen Danmark at sælge knuserne her i landet.

- Det har vi haft succes med, for ud over, at knuseteknikken har været brugt i mange år, er det et aktivitetsområde, der er i vækst. Det skyldes, at vi er ved at få et nyt syn på affald. I stedet for at køre byggeaffald til deponi, søger vi i dag så vidt muligt at oparbejde det, så det kan genanvendes i en eller anden form. Her kommer betonknusningen ind, fordi vi dermed får skabt et godt materiale til fyld ved vejanlæg og den slags, fortæller salgschef Jan Dahl hos Wirtgen, som har dansk hovedkontor i Fredericia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over knusning af beton, bruges Kleemann knuserne også til almindelig stenknusning, for eksempel i grusgrave, ligesom det har fundet vej til affaldsselskaberne. Her bruges de til neddeling af affald, der så kan genanvendes, enten som en fornybar råvare eller til energiudnyttelse. Her er største kunde selskabet MIS I/S, som blandt andet kører med knuserne ved affaldsvirksomheden RG90 på Sjælland.

De mobile knusere er imponerende maskiner, som med en egenvægt på op til 80 tons er i en helt særlig kategori. De største kan forarbejde 1200 tons materiale i timen, så det er klart, at de sælges til de største opgaver, mens de fleste knusere i Danmark er af lidt andre dimensioner.

Fokus på asfalt

Ud over knusere udstiller Wirtgen et bredt udsnit af sine andre fabrikater på udstillingen. Eksempelvis Wirtgen asfaltfræsere, asfaltudlægger fra Vögele og tromler fra Hamm.

- Dertil kommer en betonmaskine, SP 15, som er et Wirtgen produkt, så vi kommer hele paletten rundt, siger Jan Dahl.

Wirtgens vifte af produkter hører for størstedelen til i den tunge kategori, som kræver en stor specialviden, både ved servicering og i forbindelse med den daglige brug. Jan Dahl fremhæver derfor, at Wirtgen ikke bare er en leverandør på markedet, men lægger vægt på at indgå, hvad virksomheden kalder servicesamarbejde med kunderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder ikke mindst, at vi går efter det langsigtede samarbejde. Det her er ikke, som når man køber en rendegraver, som man kan vælge at udskifte efter et år, hvis man ikke synes om fabrikatet. Det er heavy duty materiel, som løser komplicerede opgaver for kunderne, og som er afgørende for, at de kan overholde deres ofte meget restriktive udbudskontrakter med de forskellige bygherrer. Så vi stræber efter at komme et niveau højere, når vi etablerer et kundeforhold, siger salgs- og marketingchef Jan Dahl, Wirtgen Danmark.