Den danske vindmøllefabrik Vestas har fortsat vind i ryggen. Virksomheden præsenterede onsdag sit regnskab for år 2000, der viser stigende indtjening på især de udenlandske markeder.

Vestas fik et overskud før skat på 866 millioner kroner mod 652 millioner kroner i 1999.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen steg fra 4,7 milliarder kroner til knap 6,5 milliarder kroner i 2000. Det er et resultatet, som ledelsen betegner som tilfredsstillende, skriver RB-Børsen.

Vindmølle-koncernen forventer i 2001 en omsætning på 9,5 milliarder kroner og et resultat før skat på 1,2 milliarder kroner, på bagrund af blandt andet en meget tilfredsstillende ordrebeholdning ved indgangen til 2001.

En analytiker vurderer, at Vestas endnu engang leverede varen, og selskabet hævede endda målet for indtjeningsmarginalen, hvilket er meget positivt.

Virksomheden har et meget effektivt produktionsapparat, mener analytikeren, som dog peger på, at den danske vindmølleaktie er dyr, og derfor behøver regnskabet ikke medføre større kursstigninger på kort sigt.

Markedsandele

Vestas ser lyst på stort set alle markeder, dog med Danmark som en klar undtagelse. Det danske marked har været præget af usikkerheden om afregningsprisen, og det førte i 2000 til et fald i den generelle ordretilgang herhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det lykkedes koncernen at udvide sin globale markedsandel. Vestas skønner markedsandelen til 32 pct. i 2000 mod 30 pct. i 1999. Det samlede marked skønnes at være vokset med 15 pct.

Tyskland er fortsat verdens største marked, men her faldt Vestas" markedsandel fra 16 pct. til 13 pct. i 2000.

I Spanien, der er det næststørste vindmøllemarked, har Vestas nået en markedsandel på 60 pct.

Vindmøllebranchen er i øjeblikket præget af stor vækst, skriver RB-Børsen.