Abonnementsartikel

Danske svin kan nu også sætte tænderne i GMO-frit foder fra KFK"s fabrik i Aalborg

KFK, Korn- og Foderstof Kompagniet, er nu klar til at producere GMO-fri foderblandinger til svin og fra august også til fjerkræ. Dermed følger selskabet efter DLG, som i februar meddelte, at man nu var klar til at levere foder til de danske svineproducenter.

KFK oplyser, at ikke-genmodificerede foderbladingerne bliver dyere end almindeligt foder. Foderstofselskabet betragter foreløbig de nye blandinger som en nicheproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det GMO-fri foder vil blive produceret på KFK"s fabrik i Aalborg. Blandingerne vil indeholde råvarer, hvor der til enhver tid kan fremvises den nødvendige dokumentation til sporbarhed, lover selskabet.

- Fremstillingen af GMO-frit foder stiller derfor særlige krav til indkøb, håndtering, produktion og transport. Fabrikken i Aalborg er indrettet til at kunne opfylde disse krav, fortæller informationschef Pernille Kroer, KFK.

Det er planen, at importerede råvarer anbringes i et karantænelager, indtil foderstofselskabet har analyseret varen. Og først når analysen har vist, at råvaren kan godkendes som non-GMO, frigives den til produktion af foderblandinger hos KFK.

- Hertil kommer faste procedurer for produktion og transport, så den færdige foderblanding opfylder kravene til GMO-frit foder, forklarer Pernille Kroer, KFK.