Der skal dansk kalvekød på spisebordene hos de unge forbrugere. Det mener Kødbranchens Fællesråd, der nu har indledt en kampagne, som skal vinde de unges interesse ved at fremhæve nye sider af kalvekødet.
- Som det højkvalitetsprodukt det er, står dansk kalvekød stærkt hos rigtig mange forbrugere. Men det er vigtigt for os, at også de unge mennesker tidligt får smag for kødproduktet, siger Lennart Korsgaard Nielsen, formand for Fællesrådet.
Kampagnen, der er blevet til i et samarbejde med slagterierne og detailhandlen, indeholder en blandt andet en brochure med opskrifter.
- Formålet med kampagnen er ikke blot at fastholde et godt kalvekødsmarked i Danmark men også at udvide det, fordi der her er tale om et virkeligt ædelt produkt fra dansk landbrug, siger Lennart Korsgaard Nielsen.
Vind en halv kalv
I brochuren giver 12 unge kokkeelever deres bedste bud på retter med dansk kalvekød. Retterne fortæller om nye sider af dansk kalvekød, som er kampagnens tema og titlen på hæftet med opskrifterne.
Ovnstegt kalvetyksteg med appelsinspinat, pastinak, østershatte og røsti. Rødvinsmarinerede strimler af kalveyderlår i wok med salat og ris. Og kalveculotte med salvie, oliven og mandler, citronbraiserede rodfrugter og tomatsalsa. Det er navnene på en del af de opskrifter, man møder i brochuren.
Fælles for retterne er, at de ikke er for outrerede eller smarte. Ingredienserne fås alle steder i landet og retterne kan tilberedes på relativt kort tid.
Desuden kan man deltage i en konkurrence om en halv kalv ved at stemme på årets unge kokkeelev.





