Abonnementsartikel

Foderstofforeningen S.A.B. vendte et overskud til et rekordstort underskud i 2000

Foderstofforeningen S.A.B. har indkaldt de godt 1.200 medlemmer til generalforsamling den 19. april med nyheden om et samlet underskud på 14,5 millioner kroner.

Regnskabsåret 2000 er det hidtil dårligste resultat i foreningens historie. Årsagerne til de røde tal på bundlinien skal findes i den øgede konkurrenc på foderstof-markedet, der er specielt hård på Fyn. I 1999 fik virksomheden et overskud på cirka to millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Underskuddet skyldes utilstrækkeligt dækningsbidrag på de solgte varer. Den manglende inddækning af råvarer, og udviklingen i råvarerpriserne har fordyret indkøbet til virksomhedens fremstiling af foder.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at komme med et underskud på 14,5 millioner kroner, siger Bent Juul Jørgensen, der tiltrådte som ny direktør for S.A.B. ved årsskiftet.

Alligevel ser den største fynske andelsfoderstofforening lyst på fremtiden.

- Når både bestyrelsen og ledelsen ser på fremtiden med optimisme, er det fordi årsagerne til årets underskud er kendte og erkendte. Det vil sige, at der fremover er taget højde for en lignende situation, fortæller Bent Juul Jørgensen.

Stigende omkostninger

S.A.B. fik i 2000 en betydelig fremgang i omsætningen, der blev på 406,6 millioner kroner mod 314,8 millioner kroner i 1999. Salgsfremgangen skyldes især fusionen mellem S.A.B. og Egtved Andels Grovvareforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionsomkostningerne steg fra 257,7 millioner kroner til 346,9 millioner kroner. Bruttoresultatet i 2000 endte på 31,9 millioner kroner. Og det er kun en lille afvigelse i forhold til året før, hvor bruttoresultat var på 32,8 millioner kroner.

Regnskabet tynges især af en række betydelige omkostninger i forbindelse med blandt andet distribution. Den primære drift gav i 2000 et underskud på 10,5 millioner kroner mod et overskud på godt fire millioner kroner i 1999, viser opgørelsen fra S.A.B.

Foderstofforeningens resultat før skat gav et underskud på 13,5 millioner kroner mod et overskud på cirka 2,8 millioner kroner året før.

De sidste måneder af år 2000 var præget af BSE-situationen i Europa, der har betydet en række omlægninger i forbindelse med produktionen af kvægfoder. Og i november blev den daværende forretningsfører afskediget, fordi ledelsen ikke længere havde den fornødne tillid til, at samarbejdet kunne fortsætte.

Forventninger

S.A.B."s forventninger til det indeværende år er også røde tal på bundlinien. De initiativer som virksomheden har sat i gang kan ikke rette op på tidligere indgåede kontrakter, der ikke giver fuld dækning for omkostningerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Direktør Bent Juul Jørgensen regner med et underskud på cirka fem millioner kroner, eller godt en tredjedel af underskuddet i 2000.

- Vi har en stor, loyal kundegruppe, der forventer en positiv udvikling, siger Bent Juul Jørgensen, hvis optimisme med hensyn til fremtiden er usvækket.

S.A.B. er nu begyndt at opbygge salgsteams som knyttes til de lokale foreninger. Foreløbig er de etableret i Egtved, Kværndrup og Skamby.