Det er svært ikke at være klar over, at fremtidens motorer skal være mere miljøvenlige i fremtiden. Hvad der er godt nok i dag i forhold til emission, er ikke tilstrækkeligt i morgen, og hvad der er sætter standarden i morgen, er om kort tid heller ikke acceptabelt.

Det stiller store krav til motorproducenterne, der hele tiden skal være på forkant med udvikling og have motorer klar, når lovgiverne forlanger mindre udledning af partikler fra motorerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfordringen er i den grad også til stede i entreprenørbranchen. Hos Fred Rasmussen ApS, der har solgt og serviceret Perkins-motorer i cirka 65 år, er det en udfordring, som de tager meget seriøst og bakker op om.

- Kravene gælder for alle motorproducenter men kun på markederne i EU, USA og Japan, siger Jens Kofoed, administrerende direktør i Fred Rasmussen ApS.

- Vi kan alle blive enige om, at det er et godt formål at sænke udledningen af partikler. Men det ville give mere mening, hvis der var flere spillere med i tiltaget. Afrika, Rusland, Kina og flere andre lande har ikke samme strenge krav gældende, og hvad opnår man så? Det er naivt at tro, at partiklerne stopper, når de møder en landegrænse, tilføjer Brian Brøste, teknisk chef hos Fred Rasmussen.

Nem løsning

Dermed er der lagt op til en overordnet debat mellem internationale beslutningstagere om, hvad meningen egentlig er med at sænke udledningen. For hvad nytter det, at man pålægger sig selv større udgifter i form af tvungne investeringer, når konkurrenterne på den anden side af grænsen ikke skal forholde på samme problematik?

Mens politikerne søger at løse den problematik, er der lagt en køreplan for tidligere nævnte vestlige markeder i form af reduktion af partikelforureningen. Markedet i Europa skal dags dato forholde sig til motorer, der lever op til EU's Tier 4 interim/Stage 3B emissionsstandarder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og der er ikke småting, der kræves af producenterne.

- Som motorproducent skal vi kunne garantere og dokumentere, at emissionskravene overholdes i hele motorens levetid. Der er mange krav, og det bliver ved fremover, mener Brian Brøste.

Eksempelvis træder der i EU ved årsskiftet 2013/14 nye skrappere emissionsregler i kraft for motorer med en effekt på 130 kW eller højere. Men de regler er der en nem kortsigtet løsning på.

- Nogle udskyder ændringerne ved at nedgradere en eksisterende motors effekt, så den yder under 130 kW, lyder opfattelsen hos Brian Brøste.

Store krav til fremtidens maskinfører

Begge chefer hos Fred Rasmussen mener, at det er ovre den, hvor en maskinfører "blot" skulle sætte sig ind i en entreprenørmaskine og dreje nøglen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er og bliver fremover endnu flere forhold i løbet af arbejdet, som maskinføreren skal tage stilling til. Det ender med, at alle maskiner skal have dieselpartikelfilter på motoren, og det er der kun slutbrugeren til at betale for. Når filteret så er på, skal motoren så lave en aktiv eller en passiv regenerering, hvor filteret brændes rent, spørger Brian Brøste.

Ved en passiv regenerering klarer motoren selv jobbet, uden at maskinføreren skal foretage sig noget.

- Men hvis man ikke befinder sig et optimalt sted for at brænde filteret rent - for eksempel i en mine eller inde i en bygning - så kan føreren udskyde processen, og selv foretage den aktivt på et senere tidspunkt.

Det kan godt lade sig gøre at eftermontere et dieselpartikelfilter på gamle motorer, men det rejser flere usikkerheder,

- Hvad betyder det for en motors ydeevne, at der er noget mere at passere? Hvad med kontrollen af, at filteret er monteret korrekt og meget mere. Myndighedernes eneste middel er jo at kalde til syn, men hvad med bagefter? Der vil altid være folk, der vil snyde, hvis de kan, siger Fred. Rasmussens tekniske chef.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anderledes forholder det sig ifølge firmaet med de nye motorer. For at Fred Rasmussen kan levere motorer i Perkins navn, stiller hovedfirmaet en række krav.

- Vi skal på en motor i hver serie lave 12 fysiske test. Vi skal desuden skrive en rapport, der gennemgår mere end 370 punkter. Fra stage 3A til stage 3B er den gennemgang steget fra 50 punkter, siger Brian Brøste.

Synliggørelse

Den nye Nilfisk Egholm 2250 City Ranger, som blev omtalt i Grøn Teknik i marts i år, er blot den seneste til at få Perkins-motor under hjelmen.

Derudover kan der ifølge Fred Rasmussen også findes Perkins i maskiner fra Hydrema, Scantruck, Stemas m.fl.

- Større, serieproducerende firmaer, der leverer til blandt andet entreprenørbranchen er relevant for vores program fra Perkins, siger Jens Kofoed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Af samme årsag er Fred Rasmussen ApS at finde på E&H12. De ønsker kontakt til flere firmaer i branchen, og til det formål er udstillingen optimal. Med sig bringer den danske distributør en kæmpetrailer, hvor de vil demonstrere den nye Perkins 1204 E dieselmotor, der passer til større entreprenørmaskiner.

Fremvisningen skal blandt flere ting give folk i branchen et konkret overblik over motorens dimensioner.

- Normalt når folk går og sparker dæk på en maskinudstilling, kan de kun se en lille del af motoren, idet den allerede er monteret på maskinen. Hos os kan de se hele motoren, siger Jens Kofoed.

- Vi har i princippet ikke høje forventninger til vores deltagelse på udstillingen. De store i branchen ved godt, at i Danmark er Perkins lig med os. Men vi skal synliggøre os, og vi skulle gerne trække nogle banditter forbi for at se den nye motor. Entreprenørerne er et kundesegment, vi skal udvide, og på E&H12 kommer de rigtige folk for os, siger Brian Brøste.

Begge håber de på godt vejr under messen i maj, for når demonstrationsmotoren kører, skal der holdes øje med klarheden i det, som kommer ud af udstødningen. Klar røg fra en moderne motor.