Abonnementsartikel

Tredje gang var lykkens gang for slagteriarbejderne, der nu kan se frem til væsentlige lønstigninger over de næste to år

Landets godt 16.000 slagteriarbejdere har nu fået en to-årig overenskomst. 61 pct. sagde ja til forligsmandens mæglingsforslag mellem slagteriarbejdernes fagforbund og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF). 82 pct. af slagteriarbejderne deltog i afstemningen, der var det tredje forsøg på at få gennemført en ny overenskomst.

Overenskomstresultatet giver en samlet lønstigning på 9,5 pct. over to år. Dermed er slagteriarbejderne sikret lønstigninger og andre forbedringer, som ligger væsentligt over, hvad der er givet på andre områder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennemsnitslønnen stiger med 7,04 pct. og dertil kommer aftaler om pension, fridage, løn under sygdom og barsel, tryghed, teknologi og uddannelse.

Et skridt

- Vi er glade for resultatet af afstemningen, og jeg kan love, at vi beholder arbejdstøjet på. De planlagte strukturtilpasninger, bygningen af et nyt storslagteri ved Horsens og massive investeringer i ny teknologi, vil berøre tusindvis af vores medlemmer i de kommende år. Jeg er derfor glad for, at overenskomstperioden endte med at blive på to år. Den nye overenskomst er et skridt i den rigtige retning, siger gruppeformand Mogens Hjorth, NNFs landbrugsgruppe.

Forhandlingerne mellem NNF og Slagteriernes Arbejdsgiverforening har været langvarige. I første omgang blev et overenskomstforslag stemt ned med et stort flertal. Det efterfølgende nye overenskomstforslag blev stemt ned med et lille flertal. Herefter overtog forligsmand Kasper Liniks forhandlingerne.

Og først efter meget langvarige forhandlinger kunne han fremsætte det mæglingsforslag, som altså nu er vedtaget.