Højt indhold af transfedtsyrer i vores kost er en betydelig risikofaktor for udvikling af hjerte-kar-sygdomme. Derudover er der begrundet mistanke om, at det kunstige fedtstof kan føre til hæmmet fostervækst og skadelig virkning på småbørn.

Det konkluderer Ernæringsrådet i en ny rapport med titlen "Transfedtsyrens betydning for sundheden. Opdatering år 2001."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareministeren opfordrer industrien til allerede nu at begrænse indholdet af transfedtsyrer i fødevarer yderligere.

- Ernæringsrådets arbejde viser, at det er nødvendigt, at der hurtigt tages initiativ til at begrænse befolkningens indtag af transfedtsyrer, og at indholdet deklareres, siger Ritt Bjerregaard.

Fald i forbrug

Forskning viser, at de kunstige transfedtsyrer udgør en større sundhedsrisiko end de mættede fedtsyrer.

Store mængder tilsatte transfedtsyrer i en række kage-, slik-, mikroovnspopcorn- og fastfoodprodukter kan øge risikoen for hjertesygdomme.

Blandt andet derfor anbefaler Ernæringsrådet, at tilsætningen af industrielt fremstillede transfedtsyrer til fødevarer ophører senest med udgangen af 2005.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Margarineindustrien har siden 1994 begrænset indholdet af transfedtsyrer i margariner. Det har medført et væsentligt fald i befolkningens daglige indtag af kunstige fedtstoffer.

Den danske fødevareminister har tidligere bedt Europa-kommissionen om at få reguleret transfedtsyre-området uden held. På baggrund af den nye undersøgelse har Ritt Bjerregaard nu bedt Fødevaredirektoratet om igen at tage kontakt til Kommissionen.