Abonnementsartikel

Internettet bruges nu også til at undervise driftsledere

Ni unge driftsledere fra det meste af landet deltager i øjeblikket i et pilotprojekt hos AgroForum, hvor en del af et kurset udfolder sig i cyberspace på internetadressen www.agroforum.dk. Kurset hedder "Ledelse og personlig udvikling på landbrugsbedriften."

Kursisterne mødtes først på AgroForum Koldkærgård ved Århus til et to-dages introseminar. Udover introduktion til de faglige emner var der også en introduktion til, hvordan kommunikationen skal foregå i perioden, hvor kursisterne er derhjemme på gården.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder hen imod at kunne tilbyde en internetdel til de fleste af vores kurser. På den måde kan kursisterne "være sammen" både mellem to kursusdele og også efter kursusafslutningen, siger Mogens Rasmussen, der er ansvarlig for landmandskurserne i AgroForum.

Chat

Netop nu midt i forårsarbejdet mødes kursisterne på nettet, når markerne er for våde til at færdes på. Der har eksempelvis været arrangeret en chat på nettet med 1. viceformand i De Danske Landboforeninger, Hans Bang Hansen.

- Det var en uformel samtale om de emner, som optager unge driftsledere, oplyser Mogens Rasmussen.

I stedet for at bruge det meste af en halv dag og en aften kunne deltagerne og Hans Bang Hansen logge sig på chatten i et par timer. "Snakken" gik ifølge Mogens Rasmussen livligt og bar præg af åbenhed og ærlighed fra alle sider.

Tirsdag den 29. maj mødes kuristerne på AgroForum Koldkærgård en sidste gang. I hvert fald fysisk da de fortsat i en periode vil have mulighed for at være sammen i cyberspace.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AgroForum er allerede i fuld gang med planlægningen af det næste netkursus. Det bliver et kursus for mælkeproducenter med jersey-køer.