Abonnementsartikel

Steffen Nordgaard kastede sig over udendørs sohold efter en lang karriere uden for landbrugserhvervet, og han går ikke af vejen for at betræde nye veje

I 1992 droppede Steffen Nordgaard sit job i Kreditforeningen Danmark for at blive landmand på fuld tid på den 40 hektar store slægtsgård på Stevns, hvor han er fjerde generation.

Han har ejet gården siden 1972, men drømmen om at blive landmand på fuld tid lurede altid hos den landinspektøruddannede Steffen Nordgaard, der også i mange år drev sin egen landinspektørvirksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som ung var jeg sikker på, at lykken lå et andet sted, erkender Steffen Nordgaard, der dog med tiden måtte konstatere at det var landmand og ikke noget andet, han ville være.

Men ingen af hans børn er landmænd, så han forventer at blive den sidste i slægten på gården.

- Nu er den gearet til en produktion, som forudsætter en fuldtidslandmand. Inden jeg satte produktionen i gang, kunne gården fint være drevet videre som et fritidsbrug, lyder argumentationen.

Begyndte traditionelt

Begyndelsen på den aktive landmandskarriere i 1992 var 75 søer og opfedning af slagtesvin i et traditionelt produktionssystem.

Det var en rigtig enmandsbedrift, men jeg blev ret hurtigt ked af, at jeg aldrig havde fri, fortæller Steffen Nordgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 1997 kastede han sig derfor over et større sohold med 350 søer på friland. Den ekspanderede produktion er baseret på faste medhjælpere, og i begyndelsen var den lagt an som en kombination af det traditionelle system og søerne på friland.

Cirka 6.500 grise afsættes til to faste aftagere, og mellem 1.000 og 1.200 grise fedes op på bedriften, der kun har 40 hektar. Derfor har Steffen Nordgaard indgået en del naboaftaler for at skabe harmoni.

Hele produktionen afsættes som Antonius-grise.

Søerne råder over 16 hektar i to græsfolde, som hvert andet år dyrkes med vårbyg og græsudlæg. Bedriftens jord er god, og resten af arealerne dyrkes med hvede, som tildeles så meget husdyrgødning, som det er tilladt at tildele, og ifølge Steffen Nordgaard kvitterer hveden for gødningen.

Steffen Nordgaard fungerer selv som driftsleder for sine to fuldtidsbeskæftigede, og samtidig udgør han buffer-arbejdskraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faringerne

Arbejdet på gården er tilrettelagt som en firedages uge, hvor det meste af arbejdet klares, mens der kun er en enkelt mand beskæftiget fra fredag til søndag, hvor søerne typisk farer. Firedagesugen kompenserer desuden for weekendvagterne.

- Det stiller dog krav til, at vi har medarbejdere, der har rutine i at passe søer, for der kan være komplikationer i forbindelse med faringerne, og det er sværere at observere på friland, siger Steffen Nordgaard.

Derfor mener han, at det er nødvendigt, at medhjælperne har en vis erfaring med at passe søer, før de står alene med en weekendvagt, hvor ugens cirka 15 faringer typisk finder sted.

For at lette arbejdet i forbindelse med faringerne, træffes de første forberedelser allerede mandagen før søerne skal fare. Da lukkes foderautomaterne, og derefter fodres restriktivt med spande.

Det sker for at undgå komplikationer i forbindelse med faringen, og desuden er der den sidegevinst, at det er muligt at lokke søerne ud af hytterne efter faringen, fordi de er vant til at blive fodret med spand. Og dermed er det muligt at komme til at kastrere smågrisene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis soen ikke kommer ud, er der noget galt, siger Steffen Nordgaard.

Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at undersøge soen nærmere, og der skal desuden kuldudjævnes og laves ammesøer. Almindeligvis er der brug for én eller to ammesøer pr. uge.

Løbninger

Løbningerne klares delvist som KS og dels af besætningens 11 orner. Tre orner klarer opgaven i poltestalden, mens en går i gyltestalden og seks i løbeafdelingen, mens den sidste orne er fangorne i transponderafdelingen, hvor de drægtige søer går i i én stor flok i løsdrift på dybstrøelse.

Det er en opstaldningsform, som Steffen Nordgaard har gode erfaringer med, hvorimod han med mindre flokke på otte – ni søer oplevede, at det var sværere at supplere flokken.

Og han fremhæver, at den store flok drægtige søer har et stort areal, som sikrer, at der ikke er problemer med løbende at supplere flokken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Arealet har mere at sige end flokkens størrelse, lyder Steffen Nordgaards konklusion.

Ugerytmen betyder, at flokken tilføres 15 søer om onsdagen, og torsdag morgen fjernes de 15, som skal fare en halv snes dage senere.

- Dermed har søerne cirka halvanden uge til at akklimatisere sig på marken.

For at tilvænne gyltene kommer de i en træningssti en uges tid for at vænne sig til transponderfodringen.

Spørgsmål om øvelse

Steffen Nordgaard erkender, at det ikke altid er helt ukompliceret, at pille de søer ud af flokken, som skal vaccineres eller ud på græs for at fare. Men han ser ikke besværet som en diskvalificering af systemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ethvert system har fordele og ulemper, siger han og tilføjer, at med den rette indretning og øvelse, er arbejdet med at skille søer fra flokken ren teknik.

- De søer, som skal vaccineres mærkes søndag af fodercomputeren, men vi fandt ret hurtigt ud af, at en del af søerne kun blev mærket på den ene side, hvis de stod en smule skævt i boksen.

- Derfor fik vi monteret en ekstra dyse, og nu er det meget lettere at identificere de rigtige søer, siger Steffen Nordgaard.

Desuden anvendes en håndterminal til at aflæse søernes øremærker.

Smågrisene

De fravænnede smågrise går i et system, der mest af alt minder om en række carporte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg var rundt og se forskellige systemer og jeg endte med at vælge et system, der kombinerer de to systemer, som tiltalte mig mest, fortæller Steffen Nordgaard.

I det ene system går smågrisene på friland og har en meget stor hytte.

- Dét system viste mig, at man kan have smågrise på friland – også om vinteren. Men selvom systemet tiltalte mig, blev det droppet, fordi det kræver meget jord.

- Det andet system bestod af store, indendørs stier til mellem 75 og 100 grise. Det system så også godt ud, så vi kombinerede systemerne og byggede en uisoleret garagestald, som vi kalder et sommerhus med otte stier med 75 grise i hver sti.

- Det fungerer meget fint, og flere producenter har siden taget bestik af vores system, fortæller Steffen Nordgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sommervarmen værst

Hvis han skulle foretage en ændring ved systemet på baggrund af de hidtidige erfaringer, ville han bygge et større udhæng for at give mere skygge om sommeren.

- Sommervarmen er værre end vinteren, har Steffen Nordgaard erfaret, og det gælder lige fra grisene fødes i hytterne.

- De bedste grise får vi om vinteren, for da er søerne mere i hytterne og passer grisene bedre end om sommeren, da de hellere vil tilbringe tiden i sølehullet, siger han.

Produktionsresultaterne i systemet er efter Steffen Nordgaards vurdering ganske tilfredsstillende.

- Grisene vejer fem uger gamle omkring 11 – 12 kg og præsterer en tilvækst på 550 – 600 gram frem til salg ved 33 – 38 kg seks uger senere.

Steffen Nordgaard betegner garagesystemet som et system, der ikke kræver meget arbejde, men han erkender dog, at det er den bedste halvdel af grisene, som sættes ind i de åbne stier.

Gammelt system

Resten af smågrisene indsættes i den tidligere to-klima-stald eller i den gamle farestald fra den tidligere svineproduktion på gården.

- Her går grisene i små hold á 13 grise, som er lette at tilse og eventuelt give ekstra tilsyn. Det er et godt system til mindre grise, men vi har da snakket om at bygge endnu et "sommerhus".

Men så er 75 grise i hver sti nok for mange, fordi flokstørrelsen gør det vanskeligt at konstatere eventuelle problemer i tide.

- Stierne i garageanlægget gøres kun mekanisk rent, og det har hidtil fungeret meget fint, fortæller Steffen Nordgaard.

- Anlægget fungerer fuldt sektioneret, og alt foregår udefra og ingenting blandes mellem stierne.

Pænt antal grise

De farende søer går i enkeltfolde.

- Ingen i Jylland bruger andet end enkeltfolde, så det kopierede vi. Det er mere arbejdskrævende end fællesfolde men giver et bedre produktionsresultat, mener Steffen Nordgaard.

- Vi har 22 grise pr. årsso, og det er ganske pænt sammenlignet med landsgennemsnittet på 20 grise, men den bedste fjerdedel får 23,5 grise, og den dårligste fjerdedel får kun 18, fortæller han.

For at sikre et godt produktionsresultat er der mange praktiske detaljer, som Steffen Nordgaard er blevet opmærksom på skal være i orden.

Eksempelvis er gylte i flok på friland et problem, fordi deres trang til fællesskab bliver større end deres moderfølelse.

- Vi har oplevet, at søer flytter ind til nabosoen efter tre – fire dage, og det er værre om vinteren end om sommeren, siger Steffen Nordgaard.

- Vi har tidligere haft hytternes åbninger vendt mod øst, men om vinteren får vi mest kulde fra øst, ofte i form af en stiv østenvind eller storm, og når vi samtidig har frost lægges for mange grise ihjel. Næste år vender vi åbningerne mod vest i vintermånederne, og så må vi leve med, at regnen blæser ind i hytterne fra den vindretning. I øvrigt er der forskel på, hvor godt hytterne fungerer i vintervejret, viser Steffen Nordgaards erfaring.

Den rigtige måde

Steffen Nordgaard er glad for sin frilandsproduktion, fordi han mener, at den lever op til den retning som forbrugerne ønsker, at produktionen skal bevæge sig.

Men da han gik over til soholdet på friland havde han håbet, at der også kunne opnås en mérbetaling for det ekstra arbejde, der følger med produktionsformen.

- Men den mérpris udmøntede sig ikke, og jeg må konstatere, at det er lettere at udtale sig i forbindelse med en undersøgelse end når man skal vælge helt konkret i supermarkedet, siger Steffen Nordgaard, der derfor betegner forbrugerne som troløse.

- Men vi er selv tilfredse med, at vi kom til at producere på denne måde, for vi kan se, at dyrene trives og har en naturlig adfærd, siger han.

- Det er den rigtige måde at have grise på, konkluderer han.