Abonnementsartikel

De danske rester af det gamle, vestjyske firma Chief er i dag en blomstrende virksomhed med 15 medarbejdere

I foråret 1999 blev virksomheden Dan Chief i Ulfborg solgt i småbidder til virksomheder i Tyskland, Norge og Danmark. Den daværende driftsleder hos Chief, Åge Christensen, og hans søn Erling Chrois, der var lagermand i virksomheden, slog til og købte rettighederne til en del af de produkter, som Chief producerede. Det drejede sig blandt andet om hydrauliske brændekløvere og redskaber til frontlæssere og entreprenørmaskiner.

Samtidig lavede de to en aftale med det tyske firma, der havde købt produktionsrettighederne til Chief frontlæssere, om at markedsføre læsserne i hele Norden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et par år tidligere havde jeg købt en nedlagt maskinfabrik i Ulfborgs industriområde, og her var det planen at starte en mindre produktion. Men det nye Chief Danmark skulle først og fremmest være et handelsfirma.

- Foruden min far og jeg selv var vi i starten kun to smede og en kontormedhjælp. Men det udviklede sig hurtigt, og i dag er vi i alt 15 medarbejdere i firmaet, og det har ændret sig til også at være en produktionsvirksomhed, fortæller Erling Chrois.

Far og søn har organiseret virksomheden sådan, at Åge Christensen tager sig af produktionen, mens Erling Chrois tager sig af administration og salg.

Større lokaler var en nødvendighed

Lokaliteterne på den tidligere maskinfabrik blev ret hurtig for snævre for den ekspanderende virksomhed. Derfor blev der her i foråret bygget en ny produktionshal og mandskabsfaciliteter på tilsammen 1.550 kvadratmeter.

Bygningskomplekset er designet og indrettet til at kunne huse 24 medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ikke fordi at det i sig selv er et mål at få flere medarbejdere, men da det er dyrt at bygge for småt og siden udvide, valgte vi at bygge, så vi var sikret et godt stykke ind i fremtiden, siger Erling Chrois.

Under projekteringen af byggeriet er der fokuseret meget på, at bygningen i dagligdagen skal være billig i drift. Derfor er den forsynet med store ovenlysvinduer, som tillader dagslyset at komme ind i lokalerne.

Hovedafbryderen til alle elfunktioner er placeret ved udgangen. Det gør det let og overskueligt for sidste mand, der forlader bygningen at sikre sig, at alle maskiner og lyset er slukket overalt.

På alle vandhaner i omklædningsrummet er der monteret automatisk lukning for vandet, og på udsugningen fra produktionslokalet er der monteret varmegenindvinding.

Alt sammen ting der er med til at spare på vand, varme og elektricitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fleksibilitet er nøgleordet

Da MaskinBladet blev vist rundt i de nye produktionslokaler, var smedene i gang med at producere en serie på 15 kraftige vejhøvle til en maskinhandler i det sønderjyske.

- Forcen som lille virksomhed er, at vi hurtigt kan omstille os og kan producere i små serier, uden at omkostningerne løber helt løbsk. Samtidig har vi mulighed for at tilpasse produktet til den enkelte kundes behov.

- Alle maskiner skal i dag CE mærkes, og derfor har vi ansat en maskintekniker, som sørger for, at alle vore produkter bliver tegnet og beskrevet i forhold til godkendelsen, forklaret Erling Chrois.

I den omfattende prisliste fra virksomheden findes alle mulige slags tilbehør til læssemaskiner. Det være sig fra små skovle til de mindste minilæssere til højtipskovle og skovkløer til de største læssemaskiner.

Mandskabskurve til teleskoplifte har fra firmaets start været et stort emne. For kunderne kan udnytte disse redskaber optimalt, har Chief konstrueret et drejeled, som indskydes imellem læsserens teleskoparm og mandskabskurven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledet kan svinge kurven 90 grader til begge sider. Fordelen herved er, at maskinen ikke skal køres frontalt ind mod arbejdsstedet, men kan arbejde parallelt for eksempel hen langs en husfacade.

Et andet stort produkt for det nystartede firma er redskabsrammer til rendegravere og læssemaskiner.

- Specielt landmænd efterspørger i vid udstrækning disse rammer. Derved får de mulighed for at anvende deres læssemaskiner til flere formål, og den erstatter derfor ofte en traktor, forklarer Erling Chrois.

Succes med hydrauliske brændekløvere

Olieprisernes himmelflugt sidste år fik salget af brændekløvere til at eksplodere. Chief fremstiller forskellige typer kløvere. Enten kan de monteres i traktorens lift og anvende traktorens hydraulikanlæg. Eller de kan drives af enten en el– eller benzinmotor.

- Stramninger af færdselsloven har medført, at salget af modellen, der kan indregistreres som trailer, er vokset markant, siger Erling Crois.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtiden for det nystartede firma tør de to iværksættere ikke spå om. Men med firmaets fleksibilitet og kombinationen af handel og produktion føler de sig godt rustet til fremtidens krav.