Abonnementsartikel

Risen i posen kan lige så godt være amerikansk som orientalsk - og fra Louisiana i USA bliver der eksporteret ris til mere end 40 lande verden over

Prøv at gå ned i det nærmeste supermarked og se på en pose med ris for at finde ud af, hvor de stammer fra. Sandsynligvis står det ikke på posen, og det betyder, at indholdet lige så nemt kan komme fra Østasien som fra USA. Ja, sågar i Italien bliver der i mindre omfang dyrket ris ved kysten syd for Venedig.

- Vi er i skarp konkurrence med Thailand og Vietnam om at forsyne verdensmarkedet med ris, forklarer Johnny Hensgens, manager for driften af godt 4.050 hektar tilhørende Farmers Rice Milling Company, som er hjemhørende i Lake Charles i staten Louisiana.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og når Johnny Hensgens siger skarp konkurrence, mener han særdeles skarp.

- Mere end to tredjedele af vores indtægt stammer fra statsstøtte, må han erkende, når han skal forklare den dårlige økonomi i at dyrke ris.

Men heldigvis for Johnny Hensgens får han sin faste løn fra Farmers Rice Milling Company. Dette firma er en del af The Powell Group med hjemsted i Baton Rouge beliggende godt 100 km nordvest for storbyen New Orleans.

I Sydstaterne

Med andre ord er vi i Sydstaterne i USA tæt ved den Mexicanske Golf og i et område, hvor somrene er mere end varme og vintrene kan give temperaturer under frysepunktet.

Det er også et område, som gennemskæres af mange floder, der løber nord-syd og efterlader sig store mængder aflejringer, som er meget frugtbare som landbrugsjord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med denne korte beskrivelse af området er det også klart, at det er fladt som en pandekage, hvis monotone flade kun er afbrudt af meneskelige bebyggelser, sump og skove, hvor skovbunden også er sumpagtig.

Riffel i bilen

Mens vibe, lærke, fasan og ræv er regelmæssige gæster på de danske marker, er dyrelivet i Louisianas marker helt anderledes og mere brutalt.

Blandt andet må jeg holde min venstre hånd helt i ro i skødet, mens vi kører ad de ujævne veje mellem de store, flade marker i Johnny Hensgens store 4-hjulstrækker med dobbeltkabine. For lader jeg hånden falde ned til siden mellem de to sæder, vil den uvægerligt ramme riflen med kikkertsigte, som er klar til uforudsete situationer – og til at nedlægge de uønskede coyoter, der er en slags ulve.

- De er fantastisk sky og snu og meget svære at komme på skudhold af. Så de skal tages over meget lang afstand, forklarer Johnny Hensgens for at godtgøre, hvorfor han kører rundt med en skarpladt riffel ved sin side.

Coyoter er især et problem i forhold til det græssende kødkvæg og deres kalve, som er nemme bytter for de glubske dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligatorer i kanalerne

En anden oplagt fare for kalvene er alligatorerne, som trives fint i de mange vandingskanaler.

- En udvokset alligator er op til fire meter lang, fortæller Johnny Hensgens.

Han bruger dog sjældent riflen til at skyde på dem, men fanger dem i stedet i fælder i september måned.

- De jagter heller ikke mennesker, medmindre de bliver pressede eller bange, forklarer han beroligende.

I kanalerne er der også crawfish, som er en yndet spise – for mennesker. Og når rismarkerne er oversvømmede i marts-april måned, svømmer der også crawfish rundt i markerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ris i syv stater

Dyrkning af ris blev allerede introduceret i Nordamerika i slutningen af 1600-tallet, da skibet Carolina Golde under en storm måtte søge havn i staten South Carolina på den amerikanske østkyst. Her var klimaet og jordbunden også egnet til dyrkning af ris, som kunne eksporteres til Europa.

Men den amerikanske borgerkrig satte en stopper for slaveriet og dertil kom, at andre afgrøder blev mere lønsomme på østkysten samtidig med, at regelmæssige orkaner og hurricanes ofte ødelagde avlen.

Dyrkningen af ris flyttede derfor vestpå til staterne Texas og Louisiana, hvor omfanget var begrænset, indtil maskiner var i stand til at lave det arbejde, menneskehænder hidtil havde skullet udføre.

Vi er nu i slutningen af 1800-tallet, og dyrkningen af ris blev udvidet til også at omfatte staterne Californien, Arkansas (hvor Bill Clinton kom fra), Mississippi, Missouri og Florida.

Det samlede areal med ris i USA var på 1,3 millioner hektar i 2000. Væsentlige konkurrenter på verdensmarkedet for ris er Thailand og Vietnam, mens et land som Kina stort set ingen eksport har.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nivellerer den våde jord

En risafgrøde tager 120 dage fra såning til høst, og det er muligt at høste to afgrøder på den samme såsæd – hvis der er vand til rådighed til en genvækst. Og netop vand er centralt for dyrkningen af ris, idet markerne skal være oversvømmede i forbindelse med såningen.

- Vi kan også så ris på tør jord, men så får vi meget store problemer med red rice, som er en ukrudtsris, vi ikke kan bekæmpe kemisk, forklarer Johnny Hensgens.

Fremgangsmåden de senere år har været, at markerne oversvømmes, hvorefter store, knækstyrede traktorer med laserudstyr og planérblade sørger for at gøre markerne absolut vandrette.

- Miljømyndighederne accepterer ikke, at vi leder mudder med ud i kanalerne, når vi tørlægger markerne, siger Johnny Hensgens.

Risen bliver normalt sået på de oversvømmede marker med fly, og spiringen varer normalt 7-10 dage. Når spiringen er i gang, ledes vandet ud i kanalerne, og markerne oversvømmes igen, når rødderne har sat sig fast i den klæge jord. Metoden hedder Pin Flooding System.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Denne metode bruger vi for at mindske ukrudtstrykket fra red rice, som både sænker udbyttet og koster i frarensning fra den høstede afgrøde, siger Johnny Hensgens.

Gøder med fly

Rismarkerne bliver gødet med 133 kg kvælstof, 61 kg fosfor og 78 kg kalium pr. hektar i en samgranuleret handelsgødning.

- Normalt gøder vi med fly, der kan undgå overlapninger ved at anvende GPS-styring, forklarer Johnny Hensgens, der også lader jordprøver udtage positionsbestemt.

- Vi overvejer at gøde positionsbestemt, når vi har overblik over jordens vekslende bonitet og indhold af næringsstoffer, forklarer han.

Farmers Rice Milling Company har imidlertid ikke selv et fly, men traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og da det er billigere at sprede gødning med traktor end med fly, foretrækker vi at bruge vores traktorer. Men set over en fem-årig periode er det kun et enkelt år, vi kan komme op på at gøde halvdelen af arealet med traktor, siger Johnny Hensgens.

Sædskifte med græs

Tidligere blev der kørt et sædskifte, hvor der var et år med sojabønner, et med ris og to år med græs til afgræsning.

- Men vi har taget sojabønnerne af markplanen og tilplantet disse arealer med fyrretræer, siger Johnny Hensgens. Dette areal er på 567 hektar.

- Vi dyrker ris på 891 hektar, hvoraf vi høster to gange på de 283 hektar, fortsætter Johnny Hensgens.

På de resterende cirka 2.675 hektar er der selvsået græs, som ikke yder specielt meget. Men åbenbart kan det ikke betale sig at købe og så mere højtydende græs til arealerne, der bortforpagtes til lokale kvægopdrættere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi får 105 kr. pr. hektar om året for disse græsmarker, fortæller Johnny Hensgens.

Regnskabet for en rismark på udgiftssiden ser sådan ud pr. hektar:

Samlet giver det en udgift på 5.140 kr. pr. hektar eksklusiv jordleje og eventuelle udgifter til opbevaring.

- Vi høster i gennemsnit 6,7 tons pr. hektar, som sidste gav en indtægt på 7.300 kr., og det betyder, at vi sidste år havde et dækningsbidrag på knapt 2.200 kr pr. hektar, siger Johnny Hensgens.

Han forklarer også, at i de seneste 15 år er udbytterne steget til det dobbelte på grund af bedre sorter og dyrkningsteknikker.

- Men fordelen ved det høje udbytte er svær at få øje på, når prisen på ris gennem de seneste fem år er faldet til det halve, må han erkende.

Vand er et problem

Manglende nedbør kan været et stort problem i vækstsæsonen, og de seneste to år har tørke været et stort problem over store dele af USA.

- Det kan føre til, at saltvand trænger op i Missisippi floden og andre floder, hvorefter deres vand ikke kan anvendes til vanding. Og når vi så selv får lidt regn her i området, bliver det et stort problem, som kan føre til, at vi ikke tilsår så mange hektar med ris, som vi gerne ville, forklarer Johnny Hensgens.

Den normale årlige nedbør omkring Lake Charles er cirka 165 mm, men både i 1999 og 2000 faldt der kun lige godt 100 mm regn.

- I værste fald kan det føre til mange på ris på verdensplan, mener Johnny Hensgens.

Det er imidlertid ikke kun vand, der kan true risen. Det gør også insekter og fugle, hvor især en sort fugl noget lig en solsort samt gæs og ænder kan tage godt for sig af risafgrøderne.

- Tidligere kun vi sprøjte dem væk med gift, men det må vi ikke mere, siger Johnny Hensgens.

Landmand i fritiden

Udover at være farm manager for Farmers Rice Milling Company er Johnny Hensgens også selv farmer, idet han driver 440 hektar og har 350 ammekøer plus opdræt sammen med en kompagnon.

- Jeg fik job her i 1995, og inden da levede jeg af mit eget landbrug, forklarer han.

Dermed ligner hans situation den situation, som mange andre amerikanske farmere står i. De kan nemlig ikke klare sig i den benhårde landbrugsbranche, hvor der skal flere og flere hektarer til for at skabe et udkomme, som er stort nok til at klare et normalt privatforbrug.

- I 1980 var der 300 farmere i vores område, og nu er der kun de 70 tilbage, lyder det lidt trist fra en mand, som har nok at se til som farm manager.