Abonnementsartikel

Nicolaisen & Larsen A/S har forhandlet sig frem til rekordstor ordre

94 JCB-maskiner. Det er hvad Nicolaisen & Larsen A/S i Ulfborg skal levere i slutningen af maj i år. Handelen har en samlet værdi af godt 25 millioner kroner og er formentlig den største samlede maskinhandel i Danmark nogensinde.

Salgsdirektør Peder Ravn fra Nicolaisen & Larsen er mere end godt tilfreds med, at virksomheden snart skal sende den store ordre af sted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tidligere har vi ikke solgt mere end otte maskiner på en gang. Og her drejer det sig altså om 94 maskiner, siger Peder Ravn til Dagbladet Holstebro.

Maskinerne er solgt til 3H Udlejning i Rødovre, der har haft en så stor efterspørgsel på maskiner til udlejning, at firmaet nu har valgt at købe stort ind.

I begyndelsen af året fik sælger John Nyegaard fra Dansk Maskinhandel i samarbejde med Peder Ravn forhandlingerne på plads. 3H Udlejning har de seneste par år købt flere maskiner hos virksomheden i Ulfborg.

Nicolaisen & Larsen arbejder nu på højtryk for at få de 94 maskiner gjort klar. Maskinerne skal gennemgås af virksomhedens teknikere, når de kommer fra fabrikken i England. Nogle af maskinerne klargøres i Ulfborg, men hovedparten tager afdelingen på Fyn sig af, skriver Dagbladet Holstebro.