Abonnementsartikel

Med virkning fra den 31. december 2001 ophører agenturet af entreprenørmaskiner - men eksklusivaftalen er allerede væk

Siden den 1. september 1994 har ConenCo været eneimportør af entreprenørmaskiner fra Case i Danmark. Med baggrund i et utilfredsstillende samarbejde er denne aftale opsagt, og allerede med virkning fra den 1. juni ophørte eksklusivaftalen mellem parterne.

Indtil den 31. december 2001 kan ConenCo dog fortsat markedsføre, købe og videresælge Case maskiner, udstyr og reservedele på normale, aftalte vilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men selvom aftalen om agenturet nu ophører, vil alle forpligtigelser om reklamationsperioder med videre være gældende også efter den 31. december 2001.

Fra Case"s side har der ifølge ConenCo været ønske om at have et agentur, der dækker landene Danmark, Norge og Sverige.

Men en sådan forpligtigelse ønsker ConenCo ikke at gå ind i, idet Case ifølge ConenCo har haft meget dårlige salgsresultater i de to lande inden for de seneste otte år.

Utilfredse med hinanden

Af en pressemeddelelse fra ConenCo fremgår det, at baggrunden for ophøret af agenturet og dermed samarbejdet er, at parterne er gensidigt utilfredse med hinanden.

Fra ConenCo"s side omfatter utilfredsheden blandt andet krav til lagerføring, meget lange perioder til forudbestilling, specifikationer på maskinerne, manglende support inden for teknik og logistik samt manglende fleksibilitet generelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Disse forhold har ført til, at firmaet ikke tilstrækkeligt hurtigt og præcist har kunnet leve op til såvel kundernes som egne forventninger.

Umiddelbart betyder annulleringen af samarbejdet, at ConenCo vil mangle nogle produkter, man hidtil har kunnet tilbyde sine kunder. Men firmaet fremhæver, at flere af Case"s produkter er i tilbagegang, hvilket blandt andet gælder minilæsserne.

Samtidig mangler Case andre produkter, som kunderne efterspørger. Det gælder blandt andet minigummihjulslæssere og store skrotmaskiner. Hertil kommer, at flere af Case"s nye produktgrupper er i konflikt med produkter, som ConenCo allerede markedsfører fra et andet mærke.

Nye aftaler

For at imødegå de huller, der opstår efter annulleringen af samarbejdet, har ConenCo allerede truffet aftaler med andre om nye produkter eller er på vej til at træffe sådanne aftaler, oplyser firmaet.

Firmaet vil også fortsat have sine afdelinger i Trige, Kalundborg og Brøndby.