Det svenske Swedish Meat"s planer om et avlssamarbejde med Danmark førte forleden til en livlig debat på en generalforsamling i "Sveriges Grisproducenter."

Nogle dage inden forsamlingen modtog Swedish Meat"s leverandører et brev fra avlsselskabet Quality Genetics, der forklarer om avlssamarbejdet. I brevet var der en formulering, der har stødt flere svineproducenter: "Vi er ikke beredt til at tage nogle store sundhedsmæssige risici."

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man ved, hvor stor uroen er for især PRRS, burde formuleringen være, at vi ikke er beredt på at tage nogen sundhedsmæssige risici overhovedet, siger en svineproducent til det svenske landbrugsblad, ATL.

Quality Genetics skriver videre i brevet, at man regner med at tage den endelige beslutning sidst på sommeren. Om alt går som planlagt, kan vi have et nyt genetisk materiale klar i foråret 2002, mener selskabet.

Imod forhastet beslutning

Den tidsplan fik flere af deltagerne på de svenske svineproducenters generalforsamling til at reagere.

- Det er urimeligt at tage en beslutning i et så vigtigt spørgsmål i løbet af sommeren, sagde en svineproducent.

Han pegede blandt andet på, at svensk avlsarbejde har virket i 15 år uden brug af antibiotika.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledelsen i Quality Genetics understregede på mødet, at samarbejdet vil forbedre konkurrenceevnen i den svenske svineproduktion.

Men de deltagere, som ATL talte med efter mødet, følte sig ikke overbevist af argumenterne fra Quality Genetics.

- Det virker som om, at man allerede har bestemt sig for at gennemføre projektet, lød en kommentar.