Samarbejdet mellem de tre godser Vallø Stift, Ledreborg og Vibygård begyndte allerede sidste efterår. Men siden den 1. maj i år er det blevet mere struktureret og formaliseret.

Den dato blev et aktieselskab dannet, som de tre godser har ejerandele i – dog ikke lige store.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Købet af ti JCB-maskiner er således sket i det nye, fællesejede aktieselskab, Land-Man.dk.

- Formålet er at nedbringe maskinomkostningerne pr. hektar ved at øge udnyttelsesgraden af de enkelte maskiner. Der findes samarbejde på gårde og godser på forskellige niveauer i dag, og det er noget, som jeg tror vil brede sig, vurderer inspektør Mogens Worre-Jensen fra Vallø Stift.

Selskabet er ikke et egentligt driftsselskab, for landbrugsloven tillader ikke, at sådanne fællesskaber er over 700 hektar. Med 2.300 hektar ligger de tre samarbejdende godser langt over maksimumsgrænsen.

Har dannet aktieselskab

Derfor har man valgt en model med et fællesejet aktieselskab, som ejer maskinparken. Foruden de ti nye maskiner har det nye selskab købt alle øvrige maskiner fra godserne. Blandt andet to Claas Challenger-maskiner og tre nye Claas-Lexion 480 mejetærskere med 30 fods skærebor.

Godserne afregner så med aktieselskabet efter deres tidsforbrug af maskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi valgte at danne et aktieselskab for at få helt rene linjer og for at få formaliseret samarbejdet, forklarer Mogens Worre-Jensen.

Indtil videre er der ingen medarbejdere i det fælles selskab. Men på sigt er det meningen, at de tre medarbejdergrupper fra de enkelte godser skal ansættes her. Det sker dog ikke endnu.

- Der er tre forskellige medarbejdergrupper, og det er vigtigt, at vi ikke haster noget igennem, siger Mogens Worre-Jensen.

Skal afgive kompetence

Nogle har undret sig over, at det er de større gårde, som indgår i samarbejder.

- Men det, tror jeg, skyldes, at de større gårde er vant til at skulle afgive kompetence til driftsledere og øvrige ansatte i den daglige drift. For den enkelte landmand, som er 100 pct. selvstændig og vant til selv at træffe alle større beslutninger, kan det måske virke afskrækkende at skulle give slip på noget af kompetencen. Og det gør man, når man går ind i sådan et samarbejde her, forklarer Mogens Worre-Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foruden at samarbejde om maskinparken skal det fælles selskab også stå for den overordnede management af landbrugene. En slags driftsselskab uden dog at være det i lovens forstand.Foruden at servicere de tre godser som ejer selskabet, har Land-Man.dk indgået pasningsaftale med indtil videre en gård.

- Men jeg tror, udviklingen i landbruget på dette område bliver som den udvikling, vi har set i mange andre erhverv, hvor rationaliseringsgevinster, større knowhow fra medarbejderne på specialområder, styrket køb og salg og så videre er drivkraften i de fusioner og forskellige samarbejdsformer, vi ser omkring os, siger Mogens Worre-Jensen.Foto1: