Forskningsministeriet har bevilget kr. 500.000 til Agro Business Park, der er fødevareområdets forskerpark - til at udvikle gode idéer til salgbare produkter. Midlerne skal samtidig bruges til at udbygge samarbejdet mellem den offentlige forskning og private virksomheder på jordbrugs- og fødevareområdet.
- Pengene er Forskningsministeriets "blåstempling" af Agro Business Park som forskerpark og giver os mulighed for at hjælpe konkrete innovative projekter, der er helt i opstartsfasen samt at udbygge det opsøgende arbejde over for gode idéer inden for jordbruget og fødevareindustrien samt den tilhørende forskning. Vi håber samtidig, at det gode samarbejde med Forskningsministeriet kan udvikle sig i de kommende år" udtaler bestyrelsesformand i Agro Business Park A/S, direktør i DLG Asbjørn Børsting.
På hjemmesiden www.agropark.dk kan alle med en god idé få mulighed for at få gode ideer afprøvet ved at indtaste forskellige informationer i en skabelon. Herefter vil Agro Business Park give sin vurdering af idéen samt rådgivning til, hvordan idéen kan videreudvikles.
Der er seks forskerparker i Danmark: Symbion i København, CAT i Roskilde, NOVI i Aalborg, Forskerpark Fyn, Forskerparken i Århus samt Agro Business Park.
Agro Business Park består af to selvstændige selskaber, der råder over en 3000 kvadratmeter stor nyopført bygning, der af Dronningen blev indviet i september 2000. Bygningen, der fysisk er placeret tæt ved Danmarks JordbrugsForskning i Foulum, rummer kontorer, laboratorier og mødefaciliteter, der giver de ideelle rammer for de udviklingsorienterede virksomheder, der ønsker at etablere sig i forskerparken.





