Abonnementsartikel

Mælkeproducenter, som har bygget ny stald i årene 1998 - 2000, efterlyses af Landbrugets Rådgivningscenter

Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Bygninger og Maskiner, er i gang med at undersøge, hvad der sker, når mennesker og køer tager en ny stald i brug til malkekvæg.

I den forbindelse efterlyser Landbrugets Rådgivningscenter kvægbrugere, der har bygget kostald i årene 1998 – 2000. Landmændene inviteres til at udfylde et spørgeskema, så både gode og dårlige erfaringer om indkøringsfasen kan blive registreret og omsat i praktisk rådgivning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som tak for hjælpen modtager de deltagende landmænd et eksemplar af den færdige rapport.

Landskontoret for Bygninger og Maskiner betegner dataindsamlingen som den største erfaringsindsamling nogensinde på området. Men projektet forudsætter, at kvægbrugerne melder sig.

Landskontorets mål er at få 400 besvarelser, og jo flere besvarelser konsulenterne modtager, jo større sikkerhed er der for, at undersøgelsen giver et brugbart resultat.

Det er konsulenterne Inger Dalgaard og Jan Brøgger Rasmussen, Landskontoret for Bygninger og Maskiner, der koordinerer FarmTest-projektet.

Spørgeskemaet findes på internettet på www.lr.dk/FarmTest, hvor der skal klikkes på "indkøring af stalde".