Abonnementsartikel

Godsejer Birger H. Schütte, der lægger arealer til pløje-VM, har været nødt til at indrette sit sædskifte efter det store arrangement

Når pløjere fra det meste af verden indtager konkurrence-markerne på godset Eskjær ved Roslev i Salling, betyder det, at godsejeren og hans medarbejdere må indrette markarbejdet efter konkurrencerne.

Og de mange deltagere kommer også til at lægge beslag på en del af godsets bygninger, så den travle hverdag midt i efterårsarbejdet bliver kraftigt forstyrret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel ser godsejer Birger H. Schütte frem til arrangementet, som han har været involveret i planlægningen af de seneste tre-fire år.

- Alle detaljerne er nu ved at falde på plads, konstaterer han.

Har prøvet DM

Birger H. Schütte har også et ganske godt indtryk af, hvad der venter, for i 1994 var han vært ved DM og NM, hvilket han oplevede meget positivt.

- Det var en fornøjelse at samarbejde med de unge mennesker og se, hvordan de lokale landboungdoms-medlemmer løste opgaven, og jeg tror, at alle parter lærte noget af det arrangement, siger Birger H. Schütte.

Ved et afslutningsarrangement dengang sagde Birger H. Schütte til arrangørerne, at han syntes, det var gået rigtigt godt, og at de bare kunne vende tilbage, når de skulle arrangere VM.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Pludselig ringede de og spurgte om det løfte stod ved magt, og det gjorde det selvfølgelig, siger Birger H. Schütte, der dog er klar over, at et VM er et betydeligt mere omfattende arrangement end et DM.

Ændret sædskifte

- Jeg har dog været meget passiv i forbindelse med forberedelserne, for det er Landboungdommen, der står for det praktiske, og jeg skal stort set blot svare, når de spørger, siger Birger H. Schütte.

I virkeligheden dækker den formulering over en større underdrivelse, for han har været nødt til at tilpasse sit sædskifte til konkurrencerne og udvælge de marker, der kan anvendes. Og han får også nogle dages arbejde med at rette markerne af efter konkurrencerne, selvom arrangørerne har lovet at hjælpe til med den opgave.

- Netop med hensyn til afretningen får vi nok en større opgave end sidst, men mon ikke der bliver nogle maskiner stående, som kan hjælpe til med at gøre arbejdet hurtigt og effektivt, håber Birger Schütte.

Den konkrete opgave med at planlægge sædskiftet har været mulig, fordi sædskiftet på Eskjær er meget fleksibelt. Og da bedriften i forvejen har rigeligt med vintergrønne marker, opstår der således ingen problemer i relation til at opfylde de miljøreglernes krav om grønne marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under selve VM-arrangementet har Birger Schütte også lovet at stille sig til rådighed med rundvisninger og oplysninger om Eskjær.

Eskjær

Eskjær har 550 hektar samt 140 hektar i forpagtning.

I 2001 dyrkes 240 hektar hvede, 90 hektar græsfrø, 15 hektar rug, 36 hektar vinterraps, 31 hektar vinterbyg, 44 hektar vårbyg, fire hektar fabriksroer, 20 hektar juletræer, 35 hektar græs og 30 hektar brak.

Desuden har Eskjær 100 hektar skov og 30 hektar uproduktive arealer.