Abonnementsartikel

Fødevareministeren ændrer holdning, og 29 mælkeproducenter får alligevel erstatning for destrueret mælk

Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) har ændret sit nej til erstatning ved mund- og klovsygemistanke til et ja. Det skete i forbindelse med et samråd i Folketingets fødevareudvalg tirsdag, som Christian Mejdahl (V) havde bedt om.

- Ministeren er vendt 180 grader. Nu har hun lovet også at give erstatning til de dem, som har været under mistanke i år. Det kan jeg kun være tilfreds med, siger Chr. Mejdahl. Han understreger, at det også gælder alle fremtidige tilfælde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En landmand i Egtved har fået erstatning lidt i strid med den nu forladte tolkning af reglerne, mens 29 landmænd kan vente erstatning for tabet i forbindelse med isolation under mistanke om mund- og klovsyge.

Erstatningsbeløbet er ikke gjort op endnu, men landbruget er kommet frem til 600.000 kr. i alt for de 30 bedrifter, dvs. 20.000 kr. pr. producent, oplyser Chr. Mejdahl.

Erstatningen ydes, når landmanden får påbud om at destruere mælken. Det vil de veterinære myndigheder udstede påbud om, for i praksis har landmanden ikke samme mulighed som i de gamle blandede bedrifter for at anvende mælken på bedriften til svin og kalve.

Længere undersøgelse

Tidligere blev mund- og klovsygeundersøgelser gennemført hurtigere. Der er indført dobbeltkontrol i år, som forlænger undersøgelsesperioden til fire dage. Mælk må opbevares i maksimalt tre dage. Derfor er et leveringsstop i praksis samme virkning som et påbud om destruktion.

- Da et forbud mod levering i dag reelt ofte vil være det samme som et påbud om destruktion, så er der mulighed for at yde erstatning, og den vil også blive brugt over for dem, der allerede i foråret har destrueret, siger kontorchef Tage Siboni, Fødevareministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmanden har pligt til om muligt at begrænse tabet, men myndighederne vil næppe gå ned i detaljer såsom tankkapacitet. I fremtiden udsteder de veterinære myndigheder et pålæg om destruktion, når en bedrift isoleres i forbindelse med undersøgelse af mistanke om mund- og klovsyge. Det påbud er den formelle forudsætning for erstatning.