Gården med navnet Taylor"s Happy Oak Farm er meget skøn og ligger meget nær New Orleans lige nord for byen.

I skal blot krydse den 38,5 kilometer lange bro over Lake Pontchartrain (en sø), så er I der næsten, forklarede Richard McCarthy i en e-mail.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gladys og Jim Core repræsenterer en gård med flere generationer, som holder fast i at overleve i en ny tid og verden, der bliver stadig mere opdelt, forklarede han videre.

De har heller ikke e-mail, men du kan kontakte dem på telefon, lød beskeden.

Så jeg ringede til Louisiana, som er en af de sydligste stater i USA og var heldig at få fat i Gladys Core en sen eftermidag, hvilket på grund af tidsforskellen er morgen hos dem.

Gladys Core lød, som om det var lidt af en joke, at en journalist helt fra Danmark ville komme på besøg for netop at skrive om dem. Men sådan var det. For måske kan én eller anden i Danmark få en god idé ved at læse, hvordan familien Core overlever i et barskt samfund, hvor småt som hovedregel er lig med den visse død som landmand

Men før vi besøger familien Core hjemme på Taylor"s Happy Oak Farm, skal vi møde Jim Core på Crescent City Farmer"s Market, hvor han sælger sine grønsager hver lørdag formiddag året rundt, mens Gladys Core står på et marked i den mindre by Covington nord for søen – og dermed kun cirka 13 kilometer hjemmefra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Står tidligt op

Med til dyderne som selvstændig, hårdtarbejdende dyrker af grønsager til kræsne men også købedygtigte forbrugere i en storby som New Orleans hører evnen til at stå tidligt op.

- Jeg står altid op kl. tre morgen, når jeg skal på markedet, forklarer Jim Core, mens han har en pause i ekspeditionen af kunderne.

Faktisk starter forberedelserne til lørdagens marked allerede fredag morgen. For denne dag skal Jim Core høste alle de grønsager, som skal på markederne i Covington og New Orleans om lørdagen. Og det er mange kilo grønsager og mange forskellige slags, der skal høstes på sådan en fredag.

- Når jeg har høstet dem, kører jeg dem hjem til drivhuset, hvor vi også har faciliteter til at vaske og pakke, forklarer Jim Core.

Han står ikke selv for vask og pakning. Det gør derimod Gladys Core og en af hendes søstre, som velvilligt hjælper til med det store arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skal være nemt

- Mange amerikanske forbrugere vil gerne have det nemt, også selvom de går på et marked for at købe friske varer, siger Gladys Core.

- Derfor laver vi også pakninger med en grønsagsmix, hvor tre forskellige slags grønsager forudgående er vaskede og bagefter tørrede. Så er blandingen lige klar til at koge eller stege alt efter lyst, fortsætter hun.

I sådan en pose er der 450 gram (et amerikansk pund), og prisen er tre dollars, svarende til cirka 25 kroner med den nuværende vekselkurs.

Høst, vask og klargøring af grønsagerne til lørdagens markeder tager cirka syv timer for de tre, og lørdag morgen skal Jim Core så pakke de nedkølede grønsager med mere i bilerne, så han og Gladys Core kan køre afsted.

Men forudsætningen for det hele er selvfølgelig en god planlægning af avlen hjemme på Taylor"s Happy Oak Farm. Måske er det lige værd at oversætte gårdens navn, som fordansket kunne være Taylor"s glade egegård – og selvfølgelig står der nogle kæmpeege på grunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hver af disse ege forøger værdien af gården med 1800 dollars (15.000 kr.), siger Jim Core. Men selv med disse kendsgerninger viser historien, at familien Core ikke altid har haft grund til at være glade, hvilket vi skal høre mere om senere.

Sår og planter dagligt

- Hvis man skal sælge godt på markedet, handler det om at have mange forskellige slags grønsager og eventuelt andre produkter. Det er langt bedre end at have meget af en eller nogle få afgrøder, forklarer Jim Core, som nu har fem års erfaring fra markedet i New Orleans.

Derfor er det også lige til at blive forpustet af at høre, hvor mange slags grønsager Jim Core dyrker. Og da klimaet næsten er til dyrkning året rundt, om ikke andet i drivhuset, skal der sås og udplantes hver dag året rundt.

Dyrkningen og dermed salget er opdelt efter de fire årstider.

På de øvrige årstider kommer andre afgrøder til, mens nogle udgår af sortimentet. Blandt de øvrige afgrøder er der løg, ærter, selleri, persille, sølvbeder samt ferskner og pærer fra en nabo. Og så skal det selvfølgelig også nævnes, at Jim Core har mange varianter af den samme afgrøde at tilbyde sine kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg sørger også for at have et sædskifte, idet det kun er tomater, som kan avles på samme sted flere år i træk.

I alt producerer Jim Core grønsager på 16 af sine 30 acres. Det vil sige på 6,5 ud af sine 12,2 hektar. To hektar bliver brugt til afgræsning af de fire arbejdsheste, mens 3,2 hektar er skov og 0,4 hektar går til huse plus vej med mere.

Hurtig vækst

I Louisiana, som ligger på breddegrad med Marokko, er klimaet selvsagt betydeligt varmere end i Danmark. Men der kan undtagelsesvist komme frost om vinteren, ligesom det om sommeren bliver ekstremt varmt set med danske øjne.

- Og da vores jord er en let sandjord, er der behov for at vande. Vi bruger drypvanding fra slanger, som jeg udlægger mellem rækkerne.

- Det tager to timer, så har jeg gennemvandet jorden i 33 centimeters dybde, og det er vand nok til 3-4 dage, siger Jim Core.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med de høje temperaturer fra marts til oktober er der også meget gang i væksten. Det betyder også, at der kan høstes flere gange på den samme salatrod.

- Hver tredje uge kan jeg skære salat fra den samme rod, og det kan jeg gøre fire gange i en sæson, forklarer Jim Core.

Og det er selvfølgelig en stor fordel, for Jim Core fremavler selv sine planter i mistbænke, hvor hans hestegødning kan give næring og varme til en hurtig fremspiring i vintermånederne.

- Om foråret bruger vi vækstdug til at give en hurtigere fremvækst, forklarer han.

Vinter og forår er det også nødvendigt at varme drivhuset op, og det sker med trækul. Om sommeren er det omvendt nødvendigt at bruge stofdug til at dæmpe temperaturen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sidste år høstede vi mange tomater, og det var en god forretning, siger Jim Core.

Også til restauranter

Når Jim Core kommer på markedet i New Orleans, benytter han også muligheden for at sælge til nogle restauranter, som gerne vil betale mere for at få friske grønsager.

- Men vi sælger kun til tre restauranter, for ellers har jeg ikke grønsager nok til markedet.

- Køkkencheferne betaler typisk 25 procent mindre for varerne end kunderne på markederne. Men der er dog en afgrøde, som jeg udelukkende dyrker til restauranterne, og det er franske bønner. Dem får vi 84 kroner for pr. kg, og det er så meget, at vi end ikke selv spiser dem, erkender Jim Core.

Et stort spørgsmål er selvfølgelig, hvordan prislejet skal være for både at sikre sig selv en ordentlig indtægt og samtidig en god afsætning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Normalt ser jeg i supermarkederne, hvad priserne er, og så fratrækker jeg 15 procent. Men det gælder ikke for alle afgrøder og på alle tidspunkter af året.

Bevidst om miljøet

I USA, hvor væksthormoner, gensplejsning og andre moderne bioteknologier allerede har fundet vej til forbrugernes spiseborde, er der også bevægelse i retning af større miljøbevidsthed hos mange forbrugere. Ikke fordi moderne bioteknolgi og miljøbevidsthed nødvendigvis er modsætninger, men mere fordi forbrugerne ikke ønsker rester af pesticider i deres fødevarer.

- Og vi er nødt til at tage signalerne alvorligt, når vi ser forbrugerne i øjnene mindst en gang om ugen. Det er dem, vi skal være tro mod, understreger Jim Core.

Han bruger derfor aldrig selv ukrudtssprøjtninger på sine marker, men renser mellem rækker med sin hestetrukne radrenser.

- Jeg prøver også at udnytte de positive nabovirkninger, som planterne har på hinanden. For eksempel ved at have løg og grøn salat ved siden af hinanden, hvor løgene holder utøj væk fra salaten.

- Og når vi er nødt til at bekæmpe utøj, sker det med organiske insekticider, som ikke er giftige for mennesker, siger Jim Core.

Når det gælder dieselolie, er det meget lidt, Jim Core bruger, for han har i stedet fire heste, som udgør to spand til markarbejde.

Dyre heste

Jim Cores far var rodeorytter som ung, og det er måske på den måde, at han selv har fået forkærlighed for heste. I al fald er hestene en central del af arbejdet på Taylor"s Happy Oak Farm.

- Vores to røde heste har jeg haft i 12 år, og siden de var små. Men jeg må erkende, at de hellere vil klappes end at arbejde, siger Jim Core.

Men selvfølgelig er han stolt over dem, og det ikke mindst fordi, de har klaret sig godt flere gange, hvor han har deltaget i konkurrencer med dem ved skuer.

- Så jeg valgte at købe de to sorte for nogle år siden, og de står mig i cirka 80.000 kroner, fortæller Jim Core.

- De er særdeles gode til at arbejde, siger han stolt, da vi ser hestene i marken, hvor de græsser mellem store egetræer.

Jeg beder Jim Core om at stille sig op sammen med hestene, så jeg kan tage et foto af dem. Den ene af de sorte kommer da også hen og lader sig villigt gribe i grimen. Men da kameraet klikker, rykker den sig løs og farer afsted.

- Den er meget bange for kameraer, og jeg ved ikke hvorfor. Men måske har den tidligere ejer behandlet den skidt på en eller anden måde, mener Jim Core.

Uanset, hvad årsagen er, har Jim Core også selv oplevet, hvad moderne teknologi kan lave af ulykker, når man er uheldig – og uforsigtig.

En ulykkelig oktober

Jim og Gladys Core er femte generation på farmen, som blev grundlagt af Jim Cores tipoldefar i 1853, da han kom fra England. Dengang var det en farm på 3.240 hektar, og de mange hektar er på de fire generationer blevet enten solgt eller nedarvet til forskellige medlemmer af familien.

Selv husker Jim Core fra sit 60-årige liv, hvordan hans bedstemor syltede og saltede kød. Han husker også, at det var så sent som i starten af 1950"erne, at der kom asfalt på vejene og blev ført elektricitet frem til farmene.

Så på en måde er Jim Core vant til et liv, hvor moderne teknologi ikke fylder så meget. Men i 1948 blev der købt en Ford traktor, som stadig kan køre. Det var hans far, der købte traktoren.

- Min far døde i oktober 2000, da han var 90 år gammel. Lige indtil det sidste havde han deltaget i arbejdet og hjulpet til med grønsagerne, fortæller Jim Core.

Jim Cores far blev stedt til hvile på en lille familiekirkegård, som er på farmen.

- Et par dage efter skulle jeg ordne noget med traktoren og kraftoverføringen. Og lige pludselig fik den fat i mit ben, så musklerne bogstaveligt talt blev flået af benet fra knæet og ned.

- Jeg kunne selvfølgelig ikke bevæge mig derfra, og hvis ikke min hund var rendt hjem og havde gøet meget højlydt, var Gladys aldrig kommet ud og havde fundet mig i live, siger han roligt.

Måske var det et punktum for Jim Cores liv som aktiv landmand, men hans stolthed og evne til at slås for sin førlighed har fået ham tilbage til en aktiv tilværelse som farmer.

Stor regning

Men førligheden kom kun tilbage takket være 14 dage på sygehuset og en stor opbakning fra familie og venner.

- Og så fik vi en regning på 90.000 dollars (765.000 kr.), som vi selv måtte betale, siger Jim Core.

- Til al held kunne vi rejse pengene uden at sælge farmen.

Jim Core forklarer, at det koster 500 dollars (4.250 kr.) om måneden at holde familien sygeforsikret, og det er prisen, når selvrisikoen er på 5.000 dollars (42.500 kr.).

- Så det er meget mere, end vi har råd til, siger han.

Vil ikke bytte

Men savner Jim Core ikke nogle af de fordele, som byens folk har i form af større frihed og bedre indtægter?

- Nej, jeg vil ikke bytte. Og jeg savner ikke noget. Hverken en større gård eller et liv som farmer i Midtvesten (i majs-/soja-/kornbæltet i det nordlige USA), fortsætter Jim Core.

- De er hele tiden afhængige af at købe en masse hjælpemidler, de mister tit afgrøder, og med to uheldige år i træk har de mistet deres farm.

- Jeg foretrækker vores liv, hvor jeg kan nyde en kold øl efter fyraften, tage på kasino nogle gange om året og så have tid til vores to børnebørn, som bor og vokser op hos os.

Men hvorfor er en helt anden historie, som bliver for lang at fortælle her…..