Nu kan landmænd søge om ekstra kvælstof til brødhvede. Landskontoret for Planteavl har udsendt ansøgningsskemaet, som skal være returneret senest den 7. august kl. 16.30, hvis man vil være sikker på at få del i puljen af kvælstoftillæg. Tillægget bliver givet til max. 50.000 hektar, og alle ansøgninger indsendt før 7. august bliver behandlet på lige fod og får dermed del i tillægget, selvom mængden overstiger de 50.000 hektar. I det tilfælde reduceres tillægget forholdsmæssigt, mens senere indkomne ansøgninger så ikke vil komme i betragtning.
- I samme øjeblik, at vi er over 50.000 hektar, bliver der lukket for tilgang af flere skemaer, siger Christian Haldrup, landskonsulent hos Landskontoret for Planteavl til nyhedsbrevet Grovvare-nyt.
Ansøgningsskemaet kan hentes på Landbrugets Rådgivningscenters hjemmeside, www.lr.dk. Det kan også fås ved henvendelse til Christian Haldrup eller Henrik Buus Frederiksen hos Landskontoret for Planteavl. Endelig er skemaet sendt til blandt andet grovvarevirksomheder, så her kan det også rekvireres.
Send ikke elektronisk
Ansøgningsskemaet kan indsendes pr. post i en konvolut mærket "Brødhvede" til Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Planteavl, Udkærsvej 15, Skejby, 8200 Århus N. Det kan også faxes på nr. 87405200. Men ansøgningen må ikke både sendes og faxes. Det må heller ikke indsendes elektronisk pr. e-mail.
For at få et brødhvedetillæg skal man have en kontrakt om levering af brødhvede og dokumentation for tidligere at have dyrket og leveret brødhvede af en bestemt kvalitet.
De vinterhvedesorter tillægget kan anvendes til er: Asketis, Cardos, Gefion, Grommit, Hereward, Meunier, Miller, Pentium, Revelj, Shamrock, Terra, Ure og Yacht.
Tillæg for brødhvede udgør fra 27 til 48 kg N/ha vest for Storebælt og fra 19 til 25 kg N/ha øst for Storebælt ved normudbytte og afhængigt af jordtype og vanding. Der er flere informationer om emnet på internetadressen www.lr.dk.





