Abonnementsartikel

I flere år har René Prammann haft lyst til at etablere sig i udlandet, og nu har han taget skridtet fuldt ud

I søndags startede René Prammann den fuldt læssede bil og begav sig ud på en næsten 1.600 km. lang køretur med kæresten. Ikke for at holde ferie, men for at slå sig ned i Ungarn som svineproducent.

- Jeg havde gået med idéen om at starte op i udlandet et stykke tid, da jeg for halvandet år siden tog til Østeuropa med min kæreste. Vi rejste for at holde ferie, men jeg brugte også turen til at se mig omkring efter landbrug. Da vi krydsede grænsen til Ungarn, vidste jeg, at det skulle være her, siger René Prammann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MaskinBladet nåede at fange ham hjemme på forældrenes går nær Brande et par dage inden afrejsen.

- Man kunne se udviklingen i de ungarske byer, hvor byggeriet var i fuld gang. Haverne og gaderne var rene, og sådan nogle ting fortæller noget om landet. Det var nogle af de ting, som slog mig, forklarer René Prammann.

Han er taget af sted, fordi han har lyst til det. Ikke af nød selvom visse ting er nemmere i Ungarn end Danmark.

- Det er dyrt at købe landbrugsejendomme herhjemme, så det er svært at etablere sig for en ung fyr som mig. At der er så mange restriktioner i dansk landbrug, gør det kun endnu sværere for en ung. Og så føles det som om, at der er noget mere velvilje dernede, siger han.

Gode muligheder i Ungarn

Efter at beslutningen var taget, blev næste skridt en nærmere undersøgelse af Ungarn. Diverse statistikker blev studeret, hvilket kun bekræftede René Prammann i, at Ungarn er et godt valg, når det gælder svineproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionen ligger i øjeblikket på fem mio. svin om året, men slagtekapaciteten er 10 mio. Det har landet også tidligere været oppe at producere. Forbruget af svinekød er gået fra 42 kg. om året i slutningen af 1980"erne til nu 27 kg.

- Men nu er de på vej op igen økonomisk, så det tal vil nok ændre sig i opadgående retning de kommende år, forklarer han.

Ydermere kommer der til at ske noget med udbuddet af svin.

- Cirka 60 pct. af produktionen kommer fra det, jeg kalder baggårdsbesætninger. Det vil sige besætninger med under 12 svin. Den andel vil falde de kommende år, så der er et marked, som skal fyldes op, konstaterer René Prammann.

Syv timer til Danmark

Én ting er dog, at de overordnede forhold er med en. Noget ganske andet at tage beslutningen om at forlade Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal gøre op med sig selv, om man vil give slip på det, man har herhjemme. Jeg håber, at jeg kan finde en gylden middelvej. Når de er færdige med at udvide lufthavnen i Billund, håber jeg, at der er en direkte flyvning til Budapest. Så kan jeg stå herhjemme fem timer efter, at jeg har låst døren dernede.

- Det er jo ikke meget længere, end det tog at komme til København før broen. Og det er da en ting, som vægter, at man har mulighed for at komme hjem uden at skulle lave den store planlægning, siger René Prammann.

Selv med dagens flyvninger til København kan han tage turen hjem på syv timer.

Ellers har der ikke været de store bekymringer forbundet med at træffe beslutningen, selvom René Prammann ikke helt ved, hvad der venter.

- Man kan lave en plan hjemmefra, men den ændrer sig garanteret den første dag dernede. Men jeg har da gjort klar til en del møder de kommende måneder, og de kaster nok nye møder af sig, og så mangler man pludselig timer i døgnet, siger René Prammann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ansat som driftsleder

René Prammann har i fællesskab med fem danske landmænd stiftet et aktieselskab, og de er investorerne bag projektet. René Prammann er ansat af aktieselskabet og får ansvaret for den daglige drift.

- Hvis man vil starte op i Ungarn, er der brug for mere egenkapital end her, fordi banken ikke mener, der er sikkerhed i ejendommen dernede. Man kan hellere ikke få et YJ-lån i Ungarn. Så der kan komme et godt team ud af at kombinere min opstart med nogle ældre, erfarne investorer, som har slået sig ned herhjemme, men som gerne vil bygge noget nyt op, mener René Prammann.

Den forhenværende formand for Landsforeningen af Danske Svineproducenter Kent Skanning er en af investorerne bag projektet. René Prammann var ferieafløser hos ham en sommer, og de kom til at snakke om opstart i udlandet. Sådan blev kontakten mellem investorerne og René Prammann knyttet.

Vil selv bygge

Han har været i Ungarn fem gange det seneste år for at finde en passende ejendom til projektet. Men den helt rigtige er endnu ikke dukket op, og derfor bliver der sandsynligvis tale om at bygge noget op fra bunden.

- Jeg har kigget på 20 ejendomme, men ved ingen af dem har man kunnet sige, at den skal det bare være. Så som det ser ud i øjeblikket, vil vi bygge noget selv. Men det kan jo hurtigt ændre sig, hvis det rigtige pludselig dukker op, forklarer René Prammann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chancen er der i den kommende tid, hvor den primære opgave bliver at tage kontakt til relevante personer.

- I den kommende periode skal jeg rundt og samle informationer. Her gælder det om at åbne døre og skabe sig et netværk, og så følge op på de kontakter, jeg allerede har fået, siger han.

Det er meningen, at besætningen skal være på 800-1.000 søer i begyndelsen og så udvides hen ad vejen i takt med at tingene udvikler sig. René Prammann vurderer, at det er muligt at producere til lavere omkostninger i Ungarn end i Danmark.

Kan producere billigere

- Investorerne skal holde mig up-to-date med den nyeste udvikling i Danmark, så jeg kan bruge den i Ungarn, og jeg regner med, at vi kan producere billigere.

- Men meget af effektiviseringen ligger også i den daglige management, hvor de kører med en anden tankegang. De kastrerer for eksempel grisene, når de er tre-fire uger gamle, og så er der tre mand til at gøre det, forklarer René Prammann og tilføjer, at der naturligvis også er besætninger, som de kendes herhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er spændt på, hvilke medarbejdere han kan tiltrække, men tror ikke, at det bliver et stort problem at få gode folk.

- Dansk landbrug har et utrolig godt ry dernede, så jeg tror, at det kan vække interesse hos nogle unge mennesker, som brænder for landbruget, og som har lyst til at lære nogle nyere produktionsmetoder at kende, siger han.

Selvom de rigtige lokaliteter endnu ikke er fundet, forventer René Prammann, at produktionen vil være i gang midt i 2002.

- Og jeg glæder mig. Det bliver sjovt at komme derned. Det er jo venlige folk, som tager godt imod en. Det er også spændende at gå ind på et nyt område for danske svineproducenter.Foto1: