Abonnementsartikel

Op mod 2.000 afskediges hos Deere & Company som led i omstruktureringer

Deere & Company strammer skruen en tand mere. Den amerikanske gigant på markedet for landbrugsmaskiner forventer nu at afskedige op mod 2.000 af sine 44.000 ansatte i forbindelse med en allerede varslet omstrukturering.

Med den aktuelle melding fra Deere & Company er der tale om en samlet reduktion af medarbejderstaben i år på godt 30 pct., skriver det amerikanske landbrugsmedium Agriculture Online.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Deere & Company har blandt andet besluttet sig for at skille sig af med Homelite, en division der producerer mindre maskiner til privat havebrug. Energien skal fokuseres på maskiner til land- og skovbrug.

I forrige uge udsendte Deere & Company regnskabstal for årets tredje kvartal med en forventning om underskud i fjerde kvartal. I den forbindelse blev en spareplan lanceret. Med de annoncerede besparelser i denne uge forventes omkostningerne at blive reduceret med yderligere 15 mio. dollars. Blandt andet vil Deere & Company lukke fabrikker og kontorer i USA for at reducere omkostningerne til produktion og markedsføring af maskiner inden for entreprenør- og skovområderne.