Selvom en investering på et tocifret millionbeløb umiddelbart virker voldsom, synes Nordjysk Minkfoder i Hvims indtil videre, at de 17 mio. kr. virksomheden har puttet i et biogasanlæg er givet godt ud.

Virksomhedens biogasanlæg har nemlig kastet flere fordele af sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver en miljørigtig energiproduktion, men har også virket som en effektiv sygdomsbarriere i fødevareproduktionen, siger Jørgen S. Johansen, indehaver af Nordjysk Minkfoder.

- Så det ser ud til at være en interessant investering. Men der er to vidt forskellige processer i produktionen af biogas. Den kemiske og den tekniske. Og de skal gå op i en højere enhed for at få et optimalt udbytte. Det er en udfordring, siger Jørgen S. Johansen.

Øgede krav gjorde udslaget

Gennem årene har Nordjysk Minkfoder, der med en produktion på 11.000 tons minkfoder er en af de mindre fodercentraler i branchen, forsøgt sig med flere forskellige former for spildevandsrensning.

Fedtet og proteinerne i affaldet har dog altid givet anledning til problemer. Endnu et problem opstod, da det blev forbudt at udsprede i perioden fra oktober til marts og at anvende fiskerester i vandet, som blev kørt ud på markerne.

- De krav sammenholdt med bundfældningen og forrådnelsen af spildevandet samt lugtgener var det, der til sidst gjorde, at vi valgte at etablere vores eget biogasanlæg, siger Jørgen S. Johansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor tog han kontakt til biogaseksperten George Mathiesen fra Dansk Biogas, for at drøfte mulighederne for at opføre et anlæg i forbindelse med minkfodercentralen i Hvims.

- Vi begyndte med et projekt til 10 mio. kr., men endte med et på 17 mio. kr. En af grundene til, at vi valgte et større anlæg var, at vi havde råvarerne til at producere mere gas, siger Jørgen S. Johansen.

Lyse udsigter

George Mathiesen mener, at fremtiden ser god ud for biogas, fordi der er en række fordele forbundet med teknologien.

- Mange landmænd vil gerne investere i biogasanlæg, fordi de er miljøbevidste og gerne vil have, at deres produktion medvirker til at nedbringe CO2-udslip og ammoniakfordampning.

- Desuden giver det en indtægt i form af grøn el og varme fra en værdiløs vare som gylle, siger George Mathiesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor vil landmænd i fremtiden ikke kun sælge kød, men også el. Og der vil komme et tæt samarbejde mellem landbruget og andre industrier, som kommer til at aftage en del af produktionen fra biogasanlæggene, mener George Mathiesen.

Kører uden problemer

Hos Nordjysk Minkfoder har der kun været enkelte besværligheder i forbindelse med etableringen af anlægget, som blev taget i brug i slutningen af 2000. Den årlige produktion af biogas giver en energiproduktion på cirka fire mio. kWh el og seks mio. kWh varme.

- Den grønne strøm sælges til nettet som prioriteret strøm. Varmen bruges i processen og til opvarmning af fabrik og kontorer. Desuden sælges den som fjernvarme til blandt andet Søværnet og Beredskabscentret, som er de nærmeste naboer, og som har nogle ret store bygninger, fortæller Jørgen S. Johansen.

Samtidig er landmændene glade for den gødning, Nordjysk Minkfoder producerer.

- I takt med at afgifterne på kunstgødning stiger, bliver vores afgassede gylle mere attraktiv. Og landmændene er godt tilfredse med det, vi leverer, konstaterer Jørgen S. Johansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kræver ordentlige priser

Dansk Biogas mener ikke, at biogasteknologien skal udvikles ved hjælp af statsstøtte. Men ordentlige afregningspriser er nødvendige.

- Man kan ikke bygge en forretning op på baggrund af støtte. Men der skal være en ordentlig el-afregningspris. For samfundet er parat til at bygge biogasanlæg. Folk vil dog ikke investere i miljøteknologi for enhver pris, siger George Mathiesen, som har et konkret udspil.

- Vi er vant til at betale afgift på benzin, fordi den forurener. Den afgift kan passende anvendes på dem, der producerer energi uden forurening.

Blokerer for sygdomme

Men der er også andre aspekter end de økonomiske og miljømæssige. De syrekonserverede minkkroppe, som leveres fra pelsberederierne, er en værdifuld råvare til øget gasproduktion i biogasanlæggene.

- Ved syrekonservering ligger pH-værdien på 3,8, så alle former for smittekilder, vira og bakterier er stækkede. Det er næsten et sterilt produkt, der kommer ud i den anden ende. Dermed er det en effektiv sygdomsbarriere, påpeger Jørgen S. Johansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og risikoen for smitte vil blive reduceret i takt med at der kommer flere biogasanlæg op at stå, fordi kredsløbet i stigende omfang vil blive renset for vira og bakterier.

Udnytter hele kapaciteten

Nordjydsk Minkfoder aftager biogasaffald fra nærområdet, men har måttet takke nej til flere henvendelser om levering af gylle, fordi kapaciteten allerede udnyttes fuldt ud.

- Vi har fået henvendelser fra en hønse- og en svineproducent, men vi har ikke kapacitet til at aftage deres gylle. Der er i høj grad behov for flere biogasanlæg i Danmark. Interessen er stigende, fortæller Jørgen S. Johansen.

Samtidig påpeger han, at mulighederne er enorme.

- Der er masser af biomasse til rådighed for eksempel fra fiskeindustrien i Nordjylland. Ressourcerne er enorme, for svineproducenternes døde grise kan jo også syrekonserveres og indgå i biogasproduktionen – og dermed etablere en effektiv smittebarriere i det erhverv, siger Jørgen S. Johansen.Foto1: