Abonnementsartikel

PIC International har vendt sidste regnskabsårs minus på 1,8 mio. pund til et overskud på 9,9 mio. pund før skat og samtidig annonceres navneændring

Svineavlsselskabet PIC International Group PLC har oplevet en betydelig regnskabsmæssig fremgang især i USA, hvor driftsresultatet i regnskabsåret, der sluttede den 30. juni, steg med 42 procent til 24,0 millioner pund.

Selskabets underskud i Europa faldt samtidig med 57 procent til 4,2 millioner pund på trods af store vanskeligheder som følge af mund- og klovesygen, der ifølge selskabet har kostet omkring to millioner pund i regnskabsåret. Også Asien-resultatet var i fremgang, idet driftsresultatet udviste et plus i regnskabsårets sidste halvdel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen steg fra 151,9 millioner pund til 178,8 millioner pund.

Selskabet blev for cirka tre år siden som det sidste af en række selskaber udskilt fra Dalgety-koncernen. Siden har PIC International gennemført en række omstruktureringer og strategiske tiltag.

Det har ifølge Brian Baldock, formanden for PIC International Group PLC, ført til, at der i regnskabsåret 2000-2001 er opnået betydelige fremskridt.

Føste overskud

Det samlede resultat før skat blev således 9,9 millioner engelske pund i 2000-2001 imod et underskud i 1999-2000 på 1,8 millioner pund, og det vækker tilfredshed i ledelsen. Efter skat blev overskuddet 24,7 millioner pund, hvilket blandt andet skyldes fremførsel af tidligere års underskud i relation til udskillelsen fra Dalgety-koncernen.

- Jeg er glad for at kunne præsentere koncernens første overskud, siden vi blev et selvstændigt selskab, siger Brian Baldock.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser derfor fortrøstningsfuldt på fremtiden for selskabet.

- Hastige ændringer i vores branche og på vores markeder stiller os over for mange muligheder som følge af vores position som markedsledende samt vores internationale dækning og produktfornyelse, siger Brian Baldock.

At koncernens regnskab opgøres i pund skyldes, at selskabet i cirka 30 år har været noteret på London Stock Exchange.

Nyt navn

I forbindelse med offentliggørelsen af årsresultatet, foreslår selskabet, at navnet PIC skal ændres til Sygen International PLC.

Navneændringen ventes dog ikke at få synlige konsekvenser for den danske del af koncernen, PIC Denmark A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Navnet er svært at udtale på dansk, og navneændringen er i første række henvendt til investorer, vurderer den danske direktør Søren Heitel.

Han antager, at selskabet i Danmark fortsat vil markedsføre sig under det indarbejdede navn PIC.