Abonnementsartikel

Svenske bønders afregningspris for mælk skal ikke sænkes, og de skal heller ikke bidrage med fem øre ekstra pr. kg leveret mælk til mejeriselskabets konsolidering

Også i Sverige har debatten raset om konsolideringen i Arla ved at trække fem øre på afregningen for hvert kg leveret mælk.

Men det viser sig ifølge den svenske avis Lantbruk, at debatten byggede på misforståelser som følge af en fejlagtig oplysning i en dansk-produceret pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er repræsentanter for den svenske del af Arla, som nu beroliger de svenske leverandører med oplysninger om, at mælkeprisen som minimum vil forblive uforandret, og at en konsolidering på fem øre i virkeligheden ikke ændrer noget i forhold til den målsatte konsolidering på 150 millioner svenske kroner, som de svenske bønder hidtil har bidraget med i det gamle Arla-selskab.

Beløbet svarer til 7,5 svenske øre pr. kg mælk. Beløbet er dog ikke altid blevet nået, men enkelte år har konsolideringen ligefrem oversteget målsætningen, oplyser den svenske Arla-repræsentant Sören Kihlberg.

Han angiver en pressemeddelelse fra koncernen som den direkte årsag til den forfejlede svenske debat.

"For at kunne gennemføre disse omfattende strategier er det nødvendigt, at selskabets ejere konsoliderer en større del af betalingen for mælken i virksomheden", hedder det i pressemeddelelsen. Der henvises også til, at koncernens informationschef, Peter Kjelstrup, skrev noget lignende i medlemsbladet Mjölktanker.

- Det er skrevet ud fra det danske perspektiv, fordi man i MD hidtil har konsolideret med tre øre, forklarer en anden svensk Arla-repræsentant, Christer Eliasson, til Lantbruk.