Herning Traktor- & Maskinforretning A/S har overtaget Alex Maskinservice i Sunds, der er specialist i hydraulikkomponenter til industrien.
Alex Maskinservice har således erfaring med alt lige fra slanger, koblinger, stempler, hydraulikstationer og hele hydraulikmaskiner.
Overtagelsen er sket ud fra et ønske om at styrke Herning Traktor- & Maskinforretnings position inden for hydraulikopgaver hos industrikunderne.
Maskinforretningen har tidligere lavet en del hydrauliske maskiner til industrien. Blandt andet har virksomheden fremstillet trykprøvestationer og renoveret støbemaskiner.
Desuden er hydraulik og styring blevet en meget væsentlig del i de moderne landbrugsmaskiner.
- Det er derfor naturligt for os at udvide inden for dette felt, hvor vi har en del erfaring i forvejen, siger Orla Mortensen, indehaver af Herning Traktor- & Maskinforretning A/S.
Han tilføjer, at det er hensigten at videreføre Alex Maskinservice som en afdeling af Herning Traktor- & Maskinforretning.
Mere tid til service
Alex Iversen, der har drevet Alex Maskinservice i 10 år, begrunder samarbejdet med Herning Traktor- & Maskinforretning med, at han ønsker at bruge mindre tid på administrative opgaver, så der bliver mere tid til det, han er specialist i, nemlig at reparere og yde service.
Samtidig gør han opmærksom på, at han med samarbejdet får ni kollegaer, som også kan klare opgaver for kunderne.
Det nye forretningssamarbejde markeres med åbent hus torsdag den 4. oktober fra klokken 16 til 20 på Herning Traktor- & Maskinforretnings adresse i Herning.
Forud for åbent hus-arrangementet afholder Herning Traktor- & Maskinforretning fire demonstrationer hos landmænd i omegnen af Herning.





