Bøgballe har introduceret en storsækløfter, som skal give en højere kapacitet på Bøgballe-sprederen i kraft af, at den kan bruges til udelukkende at sprede gødning og ikke behøver at transportere gødning fra gødningsleverandøren.

- Introduktionen af storsækløfteren forbedrer maskinkapaciteten på Bøgballes spredere, og samtidig lettes arbejdet med at fylde dem, siger Michael Lond, Bøgballe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver, at EXWTrend-sprederen med storsækløfteren og fuldautomatisk indsåning samt elektrisk omstilling til kantspredning, gør sprederen effektiv både i den travle tid i foråret og i vækstsæsonen.

Mindre transport

En del af effektivitetsforøgelsen ved at anvende storsækløfteren opnås ved reduceret transport på landevejen til og fra marken.

- Med storsækløfteren er det muligt at opbevare gødningen der, hvor den skal bruges, nemlig på marken, siger Michael Lond.

Han fremhæver, at det kan ske uden, at der er brug for en ekstra læssemaskine til påfyldning af sprederen.

- Med storsækløfteren klares det hele i én arbejdsgang, understreger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Automatisk kantspredning

Samtidig med introduktionen af storsækløfteren kan Bøgballe præsentere elektrisk skift til kantspredning, sammen med det velkendte Trendsystem.

Ved kantspredning ændres rotationsretningen ved hjælp af el-skift, således at spredeskiverne roterer i modsat retning, og Trend konceptets nøjagtige kantspredning er i funktion. Det elektroniske skift betjenes fra førersædet i traktoren med Calibrator 2003.

Fuldautomatisk indsåning

Med fuldautomatisk indsåning er det samtidig blevet endnu nemmere at betjene sprederen.

Indsåningen foregår ved, at den ønskede doseringsmængde indtastes i Calibrator 2003, hvorefter maskinen selv klarer resten. Den automatiske indsåning fungerer ved, at maskinens vejecelle nøje afstemmer den ønskede mængde med fremkørselshastigheden og arbejdsbredden.

Alt i alt forbedrer funktionerne Bøgballe-spredernes kapacitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er virkelig tale om, at man med Bøgballe-sprederen er i stand til at tilpasse maskinens kapacitet til bedriftens behov, siger Michael Lond.