Prisen for at eje jord bliver skruet i vejret ved årsskiftet. Ligningsrådet har besluttet, at ejendomsvurderingerne på landbrugsjord skal stige med 15 procent pr. 1. januar 2002, skriver dagbladet Børsen.

Når vurderingerne stiger, sker det samme for jordskatterne med effekt fra 2003.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skatterne på landbrugsjord er mere end fordoblet de seneste otte år. Fra 570 mio. kr. i 1996 til 1,3 mia. kr. i 2003 blandt andet takket være de seneste tiltag.

Den højere vurdering er en konsekvens af en reel værdistigning på jorden, men præsident for Landbrugsraadet Peter Gæmelke ser dystert på udviklingen.

- Det er en ganske dramatisk byrde at lægge på landbruget, hvor vi bliver færre og færre til at bære stigende skattebetalinger, siger han til Børsen.

Samtidig efterspørger han større forståelse for landbrugets forhold fra regeringens side.

Den højere vurdering kommer til at koste landmændene 167 mio. kr. under forudsætning af, at loftet over jordskatterne på 12 promille af jordens værdi stadig forbliver i kraft. I 1999 og 2000 var loftet otte promille, mens det i 2001 og 2002 er 12 promille. Spørgsmålet er, hvad politikerne beslutter for 2003 og frem.