Fødevarer og andre handelsvarer kan gøres til et nyttigt værktøj i USA"s bestræbelser på at skabe sympati for sin politik mod terrorisme i de fattige lande i verden.

USA donerer årligt fødevarer til en værdi af millioner af dollars til flere lande herunder Afghanistan, som menes at huse den terroreftersøgte Osama Bin Laden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det virker som almindelig sund fornuft at gøre fødevarehjælp til et punkt i overvejelserne, når alle vores forhold til andre lande bliver gennemgået og revurderet, sagde Terry Francl, økonom hos American Farm Bureau Federation, der er USA"s største landbrugsorganisation, til nyhedsbureauet Reuters.

Fødevarehjælp er uden tvivl et af de kort, som USA har på hånden, mener han.

I december fortalte præsident George Bush ellers, at han ikke ville bruge fødevarer som et våben i udenrigspolitikken, men siden har forholdene ændret sig dramatisk, konstaterer bestyrelsesformand Tony Anderson fra sammenslutningen af amerikanske sojabønneproducenter.

Det skriver det amerikanske nyhedsmedie Agriculture Online.

Et vigtigt våben

Bangladesh er et eksepmel på, at fødevarer spiller en central rolle. I hvert fald fik USA tilladelse til at bruge landets luftrum og andre faciliteter dagen efter, at USA købte 40.000 tons sojabønneolie, som skulle doneres til Bangladesh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt de lande, der modtager hjælp fra USA, er Libanon, Yemen, Sudan, Jordan, Pakistan, Nordkorea og Rusland.

Afghanistan har blandt andet modtaget hvede fra USA. Allerede inden sidste uges begivenheder var landet i en sørgelig forfatning. Ifølge en talsmand fra FN er der fødevarer til to-tre uger i landet, mens 60.000 tons venter uden for Afghanistan.

- Der er ingen tvivl om, at millioner af mennesker i Afghanistan står overfor en alvorlig mangel på fødevarer, hvis vi ikke kan levere disse fødevarer, siger Abigail Spring fra FN"s fødevareprogram.

USA er en af de store donorer til dette fødevareprogram, som efter planen skulle hjælpe tre millioner afghanere med fødevarer til en værdi af 76 mio. dollars indtil marts 2002.

FN ønsker ikke at oplyse, om USA har bedt om at få stillet denne hjælpepakke i bero.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge det amerikanske landbrugsministerium er der planlagt fødevarehjælp direkte fra USA til Afghanistan til en værdi af 23,4 mio. dollars i regnskabsåret 2001 som slutter den 30. september i år.