Den Danske Dyrlægeforening rejser kritik af den såkaldte smiley-mærkning, som skal sammenfatte fødevarekontrollens tilsynsrapporter efter besøg i fødevarevirksomheder.

Dyrlægeforeningens formand, Per Thorup, siger til Dansk Handelsblad, at hans kollegaer kun har ressourcer til at tage stikprøver, og han mener derfor ikke, at butikkerne bliver gennemgået så seriøst, som dyrlægerne gerne ville.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil blive et øjebliksbillede, som afgør, hvilken smiley butikken får, og det vil have et præg af tilfældighed, siger han til bladet.

Per Thorup er ellers ikke imod idéen om smileys, men han mener, at kontrollen burde have tid til at følge et fast program hver gang, så alle punkter i butikken bliver gennemgået. Summen af alle punkter skulle så afgøre, hvilken smiley, der tildeles.

Per Thorup mener, at det er kedeligt, hvis smiley-systemet viser sig ikke at leve op til forbrugernes forventninger, fordi resultatet i så fald bliver forvirring.