Hvad kom først, kyllingen eller ægget? Ingen af dem…. familielandmanden.

Sådan står der på en streamer klistret på bagenden af den andelsejede lastbil, som står under et halvtag hos Ben Burkett.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi er i staten Mississippi i det allersydligste USA. Nærmere bestemt nogle få miles udenfor den større by Hattiesburg, som ligger knap to timers kørsel nord for New Orleans.

Her har Ben Burkett, der er afro-amerikaner, sin farm på 300 acres landbrugsjord plus skov. Det vil sige godt 120 hektar ager plus 32 hektar skov. For området er det en pænt stor bedrift, men Ben Burkett har ydet meget større bedrifter end blot at drive sit eget landbrug.

Egentlig skulle vi have mødt ham i storbyen Jackson, der er hovedstad i staten Mississippi. Her tilbringer Ben Burkett nemlig en stor del af sin tid som øverste koordinator for staten Mississippis Association Of Cooperatives – det vil sige sammenslutning af andelsselskaber.

Og lad det være skrevet med det samme, at hans kontor blev besøgt. Dog uden at han selv var tilstede udover på fotos, hvor han blandt andet er foreviget i Det Hvide Hus sammen med en så prominent statsmand som tidligere præsident Bill Clinton.

Måske kunne Ben Burkett også have haft en meget større gård, end den han og hans forgængere i familien har drevet i ubrudt linje siden 1886. Men det er ikke hans ønske – tværtimod arbejder han for, at flest mulige familier kan beholde deres landbrug og leve af dem. Det er hans mission.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hundrede tusinder forsvundet

Når Ben Burkett nemt kunne have haft et endnu større landbrug, er årsagen den enkle, at de små landbrug, og ikke mindst de, der var ejet af sorte farmere, forsvandt utroligt hurtigt op gennem 1900-tallet.

Således var der i 1920 i alt 925.700 landbrug ejet af sorte farmere mod totalt 6.454.000 landbrug i USA. Altså var et ud af syv amerikanske landbrug ejet af en sort farmer dengang.

I 1992 var der 18.816 landbrug ejede af sorte farmere mod totalt 1.925.300 landbrug – det vil sige, at kun en ud af 100 farme var ejet af en sort farmer efter 72 års strukturudvikling. Tallene stammer fra den officielle landbrugsstatistik.

I 1997 var der 18.451 landbrug tilbage ejet af sorte farmere, og de dyrkede i alt 2.284.868 acres (925.372 hektar). Det vil sige i gennemsnit 124 acres (50 hektar). I 1982 var den gennemsnitlige størrelse 42 hektar på disse farme.

De fleste farme ejet af afro-amerikanere ligger i staten Texas efterfulgt at staten Mississippi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Barske forhold

Tallene taler deres tydelige sprog om de barske forhold, som de sorte farmere har været budt i de amerikanske sydstater. Faldende priser på afgrøderne, perioder med tørke, diskrimination, svære afsætningsforhold og vanskeligheder med finansieringen hørte til nogle af de problemer, som tvang langt hovedparten af de sorte farmere væk fra erhvervet. Hertil kom, at der var muligheder for at få bedre indtægter ved industriarbejde i Midtvestens storbyer som Chicago og Detroit.

Men selvom Ben Burkett også har snust til gadelygterne i storbyerne, fortryder han ikke sit valg af en tilværelse som farmer og organisator af hjælp til andre, overvejende sorte farmere.

Stiftede selskab

I første halvdel af 1900-tallet dyrkede de sorte farmere overvejende samme afgrøder som deres hvide kollegaer på de store plantations. Det vil sige bomuld, soja, peanuts og majs. Med et faldende dækningsbidrag på disse afgrøder kunne de små arealer ikke længere give et tilstrækkeligt økonomisk udkomme til en families eksistens.

Derfor begyndte nogle sorte og hvide farmere at tænke i alternative, mere arbejdsintensive afgrøder, som også gav et bedre økonomisk afkast pr. arealenhed. En vigtig afgrøde i den sammenhæng var og er stadig vandmeloner samt en række andre grønsager.

- Vi startede med vandmeloner i 1979, og vi måtte konstatere, at vi fik en lavere pris for vores vandmeloner end den pris, de hvide farmere fik, siger Ben Burkett.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dengang sad opkøberne på et hotel og ventede på, at farmerne skulle komme og tilbyde deres produkter. Når handlen var afsluttet, sendte opkøberen lastbiler, hvorefter varen blev læsset og betalt.

- Vi oplevede også, at opkøberne foretrak at købe af de hvide farmere frem for af os, der var sorte, siger Ben Burkett.

Som et svar på trængslerne valgte nogle af de sorte farmere sammen at købe to lastbiler, sådan at de kunne køre deres vandmeloner til Chicago. Dermed var grundstenen til Indian Springs Farmer"s Association Inc. lagt. Dette selskab blev stiftet i 1981 af ni farmere.

Få heltidslanmænd

I dag er der 45 medlemmer af selskabet, der fungerer efter samme principper som et andelsselskab. Af de 45 er kun seks heltidsfarmere. Resten har større indtægter udenfor deres farme. Den største farm har 1.600 acres (645 hektar) og den mindste 10 acres (fire hektar). En af farmene er økologisk.

- Men generelt bruger vi ikke meget kunstgødning og mange pesticider, idet et af vores formål også er at hjælpe medlemmerne til at drive bæredygtigt landbrug, forklarer Ben Burkett.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bestyrelsen består af otte medlemmer, og Carey Travis er formand. Han har selv en fortid som montør af køle- og airconditionanlæg i byen Detroit.

- Mine seks børn er stadig deroppe, men jeg længtes efter at komme tilbage. Og da jeg blev skilt, så jeg muligheden, forklarer han.

I dag er han igen gift og har etableret sig med sit eget firma, der arbejder med el, køle- og airconditionanlæg. Hertil kommer, at han fungerer som præst i den lokale kirke, som har en stor betydning for det lille samfund af sorte farmere udenfor Hattiesburg.

Markedsfører og køber ind

Indian Springs Farmer"s Association overordnede formål er at forbedre den økonomiske og sociale situation for farmere med begrænsede resurser og specialafgrøder. Disse farmere forpligter sig via et medlemskab til at være med til at bevare de naturlige resurser i den sydlige del af staten Mississippi.

Udover de overordnede formål arbejder organisation med:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Salget omfatter både medlemmernes egne produkter og afgrøder fra andre farmere.

Indkøbene omfatter blandt andet kunstgødning, hvor rabatterne er op til 25 procent ved at købe et helt lastbillæs ad gangen.

Byggede pakkeri

Med stigende krav fra detailhandlen om vask, sortering, pakning og mærkning af grønsagerne kom Indian Spring Farmer"s Association i en situation, hvor de manglede et fælles anlæg til at løse disse opgaver.

- I 1997 startede vi byggeriet af pakkeriet, som udover at kunne vaske og pakke også har kølefaciliteter, fortæller Ben Burkett, mens vi sidder i det lille, beskedne kontor, som også er indrettet i pakkeriet.

Det samlede projekt løb op i 350.000 US-dollars (2,8 mio. kr.), som blandt andet blev tilvejebragt med hjælp fra det amerikanske landbrugsministerium.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Medlemmerne kan enten vælge selv at benytte en af de to pakke- og vaskelinjer, eller de kan lønne andre for at gøre arbejdet, forklarer Ben Burkett.

Hvis de selv klarer opgaven, koster det kun godt en tiendedel af prisen.

Vandmelonerne står for cirka 50 procent af omsætningen i Indian Springs Farmer"s Association, mens kål, rød og grøn peber, salat, squash, spisemajs og andre grønsager udgør resten.

Kun en mindre del bliver solgt lokalt, mens der bliver solgt meget til blandt andet staterne Louisiana, Kentucky, Tennessee, Indiana, Illinois og Wisconsin. Til byerne Boston og Washington DC bliver der solgt kernefrie vandmeloner. Ja, der er sågar sendt produkter helt til Canada fra pakkeriet i Indian Springs.

En af årsagerne til det store salg til stater længere nordpå i USA er, at der stort set kan dyrkes afgrøder året rundt i det sydlige Mississippi.

Eksperimenterer med urter

Som sidste del af besøget ved Indian Springs Farmer"s Association skal vi hjem til Ben Burkett. Hans huse minder absolut ikke om en dansk firlænget gård – hverken i størrelse eller byggemåde. Her er tre små træhuse, som ser ud til at trænge til en kærlig hånd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men halvdelen af min tid er jeg i Jackson på kontoret, og jeg rejser også en del rundt både her i USA og ude i verden, fortæller Ben Burkett.

Hans maskiner virker heller ikke pralende. Til gengæld er han stolt af sine afgrøder, og han viser med stor fornøjelse det seneste tiltag, som han i fællesskab med andre har sat i gang.

- Vi vil satse noget mere på økologiske urter som persille, timian og andre, siger han.

Fremdrivningen af urterne sker i mistbænke hos Ben Burkett og i et drivhus ved pakkeriet.

Da vi kommer tilbage til pakkeriet, får vi et langt, ufrivilligt ophold i netop dette drivhus.

Næsten som et lyn fra en klar himmel invaderer kulsorte skyer himlen, og pludselig bliver der åbnet for hanen, så regnen står ned i tykke stænger. Selv en løbetur på 20-30 meter vil i den situation være det samme som en gennemblødning af tøjet.

Fanget af regn

Jeg snakker med Carey Travis, mens vi to alene i drivhuset venter på et ophør.

Han kan fortælle om den helt modsatte situation, nemlig at sommeren 2000 gav den værste tørke i mands minde.

- Selv de ældre kunne ikke huske, at den lokale flod havde været så tør nogensinde, og vores afgrøder gik tabt, fordi vi ikke kunne vande. Kvægbrugerne blev nødt til at sælge deres kreaturer til meget lave priser, og staten Mississippi måtte træde til med katastrofehjælp.

- Men hjælpen kom først i år, og det gør det meget svært for os farmere at overleve så længe, forklarer Carey Travis om nogle få af de trængsler, der er ved at være sort farmer i det sydlige Mississippi.

Da regnen tilsyneladende ligesom trængslerne er uden udsigt til et umiddelbart ophør, vælger vi begge at sætte det lange ben foran og løbe ud i regnen.

Selvfølgelig bliver vi begge grundigt våde, men vi når også det vi vil, nemlig hver vores bil, så vi kan komme videre – det koster altid noget at nå resultater, og det gælder ikke mindst for de små og de sorte farmere i de amerikanske sydstater.