Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) giver nu en håndsrækning til de økologiske landmænd. Det sker i form af mere fleksible regler for tilskud. De nye regler hjælper dog ikke de økologer, der akut er havnet i problemer som følge af opsagte leveringsaftaler, og som står midt i en femårsperiode.
- For Arlas økologiske leverandører er det da en optøning, og nu er reglerne til at håndtere. Men økologerne i Hellevad hjælper det ikke noget, siger Hans-Jørgen Schmidt Meyer, som er formand for Hellevad Omegns Andelsmejeri og selv er økologisk leverandør.
Hidtil har reglerne krævet, at økologiske landmænd skulle binde sig for tilskud i en femårig periode. Men da økologerne ikke kan få garanti for at kunne levere økologisk så langt frem i tiden, har det skabt usikkerhed hos en del økologer. Forlades økologien, skal landmanden nemlig tilbagebetale det udbetalte tilskud for hele femårs-perioden.
Lemper reglerne
Men nu har Fødevareministeriet besluttet at lempe den offentlige tilskudsregel, så det fremover bliver muligt at forlænge tilsagnsperioden med Fødevareministeriet for et år ad gangen.
- Jeg synes, at det er mest fair, at de landmænd, der har lagt om til økologi i tillid til at kunne afsætte økologisk, får bedre mulighed for at vælge mellem fortsat at skulle være økolog eller ej. Det er meget at skulle binde sig for fem år. Så jeg kan godt forstå, at nogle landmænd har haft betænkeligheder. Dem prøver vi nu at hjælpe ved at gøre reglerne mere fleksible, forklarer Ritt Bjerregaard.
De nye regler gælder kun for forlængelse af aftalen efter den femårige tilskudsperiode. Ministeren vil ikke gøre noget for at hjælpe de økologiske landmænd, der er kommet i problemer midt i en femårsperiode. Det er ellers problemstillingen for alle de økologiske leverandører i Hellevad Omegns Andelsmejeri, fordi Arla Foods med virkning fra næste år har opsagt leveringsaftalen med Hellevad.
- De nye regler hjælper ikke Hellevads økologer, for vi skal holde op med at levere mælk allerede næste år. Men det passer fint ind i problemstillingen for Arlas økologer, for de kan forlænge deres mælkekontrakt, så længe aftalen med Plantedirektoratet løber. Den mulighed har vi ikke, siger Hans-Jørgen Schmidt Meyer.





